Jeg griber mig selv i at tænke på datid og ikke nu og her! Fik meddelelse om min tidligere svoger har talte dage af leve i. En formodet kraftig lungebetændelse udmundede i yderligere undersøgelser i at være galoperende kræft i lunge, nyre og lever. Grundet den fremskredne tilstand vil kemobehandling være værdiløs, da det er så omfattende og at han i forvejen ikke har meget at stå imod med. André og jeg var i går ude og se til ham sammen med Andrés far, kone og brødre. Det var hårdt at se hvordan hans ellers sprudlende personlighed var suget ud af ham. Det blev et meget kort besøg, da André blev rigtig ked af det. Tilbyd ham at komme med mig hjem, men han ville hellere hjem til hans hund.

Pause

Nu har han taget sin sidste rejse. Andrés far ringede her i eftermiddag og fortalte at han var sovet ind ved middagstid. Så som jeg var blevet fortalt om hans tilstand, samt jeg ved selvsyn så i går er det godt! Men det er stadig svært at forstå idet at det gik så hurtig.

Kent (som han navn er) var Kent på hans egen specielle måde. Han var som André retarderet, men i en anden målestok. Han var i dele af byen "verdenskendt" for hans utrolige store energiniveau. I alle de år jeg kendte ham fejede han ved busstopstederne, da han ikke mente at det blev gjort godt nok! Nogen gange kunne han godt tale lidt højt imens og sågar også skælde bladene ud i blæsevejr. Han hjalp også til på frivillig basis i Aldi eller Netto som lå på den anden side af vejen. Engang hvor jeg var i Netto og havde hilst på ham og gået videre, hørte jeg en ældre dame spørge ham sig til råds vedr. en vare - hvortil han svarrede " er du dum eller hva - det ligger lige derover." Jeg tænkte bare "Kent for syv søren" da jeg så hendes forskrækkede ansigt imens hun gik videre. De faste kunder kendte hans særprægede personlighed. Samme gjorde borgermesteren. Var der et eller andet Kent var utilfreds med, så gik man til hovedet i stedet for halen. Fik bl.a. brokket sig nok over bilernes færden ved en fritidsklub hvor han havde gået, og senere fungerede som visevært ved. Det resulterede i sidste ende med at der kom ubetinget vigepligt. Ved en tidligere Borgmester der gik af samtidig med han gik på pension, synes Kent selvfølgelig skulle have en gave. Det var også fint nok, men min tidl. svigermor blev lidt lang i ansigtet da han ringede derhjem for at sige tak for gaven. Kent havde givet ham et par elefant underbukser!

Engang stod jeg også for skud. Man kunne få lokalradioen til at ringe en fødselar op og spille noget musik specielt til denne! Kent havde valgt "en underlig fisk" med Gnags! Når han blev drillet eller noget var sjovt, så tog han fat i armen på den der sad først for og klemte til, samtidig med at han tog den anden hånd i munden imens han skraldgrinede. Af en eller andet grund så var det ofte mig det gik ud over, så det blev til nogle blå mærker. Jamen jeg kunne blive med små fortællinger om denne særprægede personlighed, men dem vil jeg gemme i mit hjerte.

RIP Kent. Du vil aldrig blive glemt.