Sad for noget tid siden midt i en samtale, som drejede sig om forskellen på at være mormor el. farmor. Om de tætte bånd som der er imellem mor og datter, kontra svigermor og svigerdatter. Har aldrig selv kunne nyde forholdet til min mor, som ikke er der mere, og svigermødre – har der været en blandet landhandel af. Ikke fordi at der har været mange, men specielt en gjorde sig tydelig bemærket som sviger monster. Har siden indset, at der ikke var ingen af hendes svigerdøtre der var gode nok til hendes fire sønner, men dengang tog jeg det meget nært, og troede at det var mig som person. Et kompliment skal hun da have. Hun gjorde ikke forskel på mine børn, hvoraf kun den ene var ” hendes ” . Nå men tilbage til samtalen. Jeg blev for alvor grebet at skam over at tænke ” ja bare jeg, som tingene ser ud nu, aldrig bliver farmor el. mormor”. André pga. hans handicap, og Michelle pga. hendes misbrug. Ingen tvivl om at kommunen vil træde i karakter ved dem begge. Havde for år tilbage glædet mig ved tanken om at blive tidlig mormor pga. min unge alder som mor. Men det har jeg forkastet igen. Må i stedet glæde mig på min mand og hans sønners vegne. Ikke fordi at det er dårligere overhovedet, men som indledningen, så vil der for det meste være et tættere bånd som mormor.

Jeg tror snart, at jeg må sætte advarselstrekant op i soveværelset. I nat ramte Claus ind i min bærbar, som jeg havde taget med. Havde regnet med at han havde tændt lyset og set den, men sådan blev det ikke. UPS. Plejer i forvejen at blive beskyldt for alverdens grovheder, så som spark og snerren, og ikke mindst – at stjæle hans dobbeltdyne. Vi har begge en, men når mørket indtræffer, så får jeg ejerfornemmelser, og så har jeg to. Ikke altid en populær beslutning, men underlig nok husker jeg det ikke, og må konkludere, at jeg er utilregnelig i gerningsøjeblikket. Så længe at jeg bliver inden for soveværelsets fire vægge, så kan det da ikke gå så galt. Tror jeg !

Synes at jeg har haft en rigtig ruchebane dag i dag. Først rimelig, så nede og nu rimelig igen. Det kunne være ” rart ” at enten blive kronisk, eller at blive rask. Et eller andet man kan forholde sig til. Det er svært at planlægge, og ikke mindst at tro på. Er i min femte sygdomsperiode på fjerde år, og har svært ved at se lyset. Hvis der er et lys, så er det fedt, men hvis ikke, så er det også okay. Jeg er bare kommet dertil hvor jeg gerne vil vide det. Uvisheden er træls, og ikke til at arbejde med. Visheden om at vi skal have rugbrød til aftensmad, er lige min kop te. Det kræver ikke andet end at koge et par æg, så det kan jeg lige overkomme.