Hey dagbog, der er så meget jeg helst vil glemme, skuffelserne især. Det er svært, og især svært ikke at lade det gå ud over andre. Når man en gang har oplevet noget der har skuffet en dybt, så kan jeg ikke lade være med at tænke næste gang, om der ikke bare sker det samme igen. Skuffelserne er de værste ting der kan hærge ens liv, - og jeg frygter at den rigtige skrift på min grav burde være "han gik bort i skuffelser" eller sådan noget. Der skal vel 10 gode episoder til at fjerne skuffelser igen? og hvor finder man dem, når man sidder her og lader livet flyve forbi i skuffelse. Jeg kender mig selv, derfor kender jeg også min fremtid. Hvis man ikke gøre noget, så bliver det som det er..man skal ikke regne med mirakler..jeg tror den tid er forbi.

Jeg sleb engang et hjerte af sten, et hvidt med et hul i toppen som til en kæde. Hjertet er ikke perfekt, der er nubber på det og farven er lidt snavset. Men jeg vil altid huske det, for det står for noget godt! Ligesom det grønne hjerte jeg har hængene i loftet..Det fik jeg af en vietnamesisk pige, der kunne noget med det man normalt virler om gaver. Hendes søster lærte mig at sige gamun..tak...og sin tau..goddag. :) de 2 jeg ikke rigtig gider at sige på dansk. Jeg kan stadig huske den præcise udtale..jeg har altid været god til at udtale fremmedsprog. Og jeg har også stadig min plys kanin, med det stor hjerte på maven..hvor der står årets hjerte ven på..det fik jeg i skolen, som årets nisseven...bare ved at være lidt sjov.
Selv fik jeg et par kondomer kan jeg huske, - min mor blev forarget..jeg var ligeglad..jeg fik aldrig brug for dem. he, alle de minder jeg har som bare vælter ud af mig..sådan er det når man prøver at glemme.