Personen/personer i dit liv som du bare ikke kommer overens med. Du prøver gang efter gang efter gang, at skabe en form for forståelse mellem jer, men du kommer absolut ingen vegne. Hvad er det der skaber denne mur mellem os selv og andre? Hvorfor er det så svært at nedbryde den?
Min veninde og jeg bor til leje i en kælderlejlighed heroppe i Norge og for et par dage siden fløj hendes far til landet for at være med i en begravelse og siden har han boet hos os indtil han skal tilbage til Malaysia hvor ham og hans kone bor og er missionærer, i mellemtiden er jeg flyttet ind hos min faster, sådan at de to kunne have lejligheden for dem selv. Suk! Man skulle tro at alting fungerede godt i en missionær familie, men i dette tilfælde er det langt fra. Jeg har fået lange triste ''romaner'' i telefonbeskeder, fordi hun har brug for at udtrykke sin smerte til nogen og skrive det ned og få det ud af kroppen. Hende og faren kommer simpelthen ikke overens.
Ting han har sagt i fortiden, som stadig får hendes hjerte til at bløde, og ting han siger nu som gør det samme ved hende. ''Du er nødt til at få dig en uddannelse'', ''Dit hår er ødelagt og grimt, du skulle ikke have farvet det'', ''Jeg synes du er usund og burde træne mere'', ''Der er så rodet og beskidt her i jeres lejlighed, hvorfor rydder du ikke op'', ''Du har forkerte venner'', ''Du er alt for sød med folk, du er dum-sød og naiv'', ''Jeg synes du skal lægge en plan og gøre sådan her''. Ja, jeg kunne fortsætte. Han er en person i hendes liv, som hun føler sig nedbrudt og uværdig af at være sammen med og hun er en person i hans liv, som han er frustreret over og ikke forstår. Det er ond cirkel. Hun ved ikke hvordan hun skal for ham til at forstå, at den måde han siger tingene på, har en negativ effekt. Han kender måske ikke andre måder at sige tingene på, og er måske ikke klar over at i stedet for at hjælpe hende, så gør han faktisk det modsatte. Man kan virkelig føle sig så magtesløs, er det ikke rigtigt?
Hvad tror du skaber denne mur...
Forskellige opdragelser? Forskellige tidsperioder at vokse op i? At de måske har vældig forskellige personligheder? Stolthed, man vil stå på sin ret og man vil have at alle skal se verden som man selv gør?
Hvorfor så svær at nedbryde...
Bestemte tankemønstre som sidder fast, traditioner? Evnen at bøje sig og vise ydmyghed er ikke-tilstedeværende? Evnen til at indse og indrømme hvis man tager fejl er ikke-tilstedeværende? Fokus på fejl sted?
Det er nogle personer vi alle oplever i vores liv på den ene eller den anden måde tror jeg. Det kan være forældre som i dette tilfælde eller søskende, familiemedlemmer, venner, kollegaer osv. En strategi der har hjulpet mig med sådanne personer er:
1. Accepter at personen ikke forstår dig, det er ikke noget man skal tage for givet, selvom de kender dig godt.
2. Find tid og snak med personen om det der plager dig, uden råb og personlige angreb undervejs.
3. Vær åben for det personen siger, og skær det du oplever som negativt ud i pap for personen. Brug gerne frasen ''Jeg oplever det sådan her, når du siger sådan..'' For det kan de ikke afvise.
4. Vær tålmodig. Erkend at det tager tid og viljestyrke og selvdisciplin at få tingene bedre,
5. Tag fat i tingene når der er noget der nager dig. Lad være med at give op og tænke at det aldrig bliver bedre. Men vær rolig indeni. Vær ærlig.