Nus igen.. Han vendte på en tallerken, da jeg fik ham forklaret, at det var temmelig usmart at tage nogen for givet - specielt med den nedværdigende formulering han fik sendt afsted.

"Jeg er hjemme ved ni-tiden"

Jeg blev rødglødende. Ud af ingenting kom beskeden, og hvad forventer han - at jeg kommer og kaster mig over ham - niksen biksen.. Midt i det hele havde jeg det enormt dårligt, og sendte bare et okay afsted - efterfulgt af et afbud da så klokken blev ni.

"Øv, jeg troede du kom"

Som om. Gu' gider jeg da ej!! Var syg et par dage. Han skrev igen.

"Jeg savner dig"

Lod den stå uden at svare på den. Tog en middagslur, og vågnede da telefonen bippede igen.

"Er du sur på mig?"

Loggede på msn og skrev minimalt frem og tilbage. Tog ind til ham, dårligdom til trods, og skældte ham lavmælt ud. Ingen humørudsving eller andet, bare stille og roligt kan-du-se-hvorfor-det-der-måske-ikke-var-så-velovervejet-agtigt. Han fik et ultimatum oveni hatten. Enten aldrig mere det - eller aldrig mere mig. Jeg ved ikke om han blev overrasket, men da vi lå og så Futurama lidt senere, og jeg ikke kunne følge med, fordi jeg havde det elendigt, krammede han mig forsigtigt.

"Jeg kan kun falde til ro når du er"

Krammede forsigtigt tilbage. Sagde ingenting, for jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige.

"Jeg tænker på dig. Jeg har savnet dig"

Jeg krammede tilbage, og midt i al hyggen, kunne jeg ikke lade være med at indskyde et lille "I lige måde", for de to sidste udsagn kan jeg ikke lyve mig fra. Jeg tænker på ham. Jeg savner at være sammen med ham.

"Det er jo bare fordi, jeg kan li' dig"

Hans ord døde ud og han kyssede mig på halsen.

Det var ikke planen, men jeg sov der til næste morgen. Kunne ikke overskue at skulle tage hjem klokken meget sent med mesterligt ondt i kroppen. Lånte hans tandbørste, mens han hentede mig en dyne. Til en forandring skulle jeg sove inderst.

"Er du bange for at jeg stikker af?"

"Lidt"

"Nej, nu er jeg her. Jeg går ingen steder før i morgen"

Han sov tungt, med en arm om mig hele natten. Jeg sov som en sten, og hans kropsvarme medvirkede vist nok til, at jeg havde det noget bedre da jeg vågnede næste morgen.

Stod op og gik i bad. Han sørgede for morgenmad. Det var hyggeligt at være to. Vi grinede og pjattede lidt da han forgæves forsøgte at genfinde logikken i hans bunker af tøj.

Da vi skulle skilles, og vi krammede på gensyn fik jeg lidt at tænke over igen.

"Du må ikke gå, du skal blive hos mig hele dagen"

"Du skal på arbejde"

"Jah, men. Jeg vil gerne have dig med!"

"Jeg skal også på arbejde"

Ønskede ham god dag og gik op til stationen.

Igen lørdag aften skrev han:

"Savner dig mere og mere"

Spurgte om han skulle tidligt op søndag, til det svarede han at hans bror var på vej forbi. Jeg fangede den, og foreslog at vi så mødtes i næste uge.

Ved middag skrev han, om jeg ville med ind og se Bond klokken 14. Var på arbejde - og kunne ud af skemaet se at det ville komme til at knibe med at være tilbage i centrum til klokken to. Så det fortalte jeg ham. Lovede samtidig at skrive når jeg havde fri.

Så det gjorde jeg - meldte fra da jeg ikke kunne nå ind til byen til tiden. Han ringede. Han havde fået et angstanfald. Lovede at komme ind senere. Senere er så nu. Bortset fra at jeg ikke kan få fat på ham.

Det er lidt klamt.