Begynder efterhånden på nogle områder at føle mig gammel.

Tiden flyver afsted. Man blinkede lige en enkelt gang med øjnene mens ungerne var små, og vupti så er de i gang med at løsrive sig, og gøre de første erfaringer med omverdenen på egen hånd.

Ældste søn på 16 år er lidt undtaget idet han er autist og derfor kræver en del forudsigelighed, og støtte.

Vores ældste datter (på 15 år) er derimod ved at udvikle sig til at være en udadvendt og selvstændig dame, som efterhånden levner mindre og mindre plads i kalenderen til sine "gamle" forældre. Langsomt, men sikkert tager ungdomslivet med veninderne, fester mv over.

Det er selvfølgelig en sund, naturlig, og forudsigelig udvikling, men den gamle her skal lige vænne sig til tanken om at de små børn bliver voksne en dag.