Tid er en underlig størrelse. Tiden flyver afsted siger man. Alt er relativt, og det samme er fornemmelsen for tid.

Som barn virkede for eksempel december måned nærmest uendelig lang, inden juletidens forløsning.

En forårsdag grænsede til tortur, når man var i skole, mens solen stod højt på himlen, og arbejdet ved landbruget trak mere end ligninger og knækprosa.

Hvad er det med den der tid?

Nu, som 46 årig, er det stik modsat. Dagene ligner hinanden. Den ene arbejdsdag glider over i den næste i en uendelig lang, grå strøm. Måned efter måned, år efter år. Det går alt, alt, for hurtigt.

Hvad når man? Hvad bliver det til med alle de mange planlagte selvrealiseringsprojekter? Ikke ret meget desværre.

Jeg har derfor udviklet en teori: Hvis man nu sætter tempoet, og ambitionsniveauet ned, så må livet da i det mindste føles længere. Min elskede hustru griner ad mig, når jeg udfolder den slags tankeeksperimenter, men jeg har brug for den slags små håb at klynge mig til i min fortløbende midtlivskrise.