Jeg så ham gennem vinduet i dag. Havde lige sagt hans navn højt - og pludselig var han der på den anden side af vinduet. En hel verden væk. Sad lidt lamslået, mens han passerede. Tænkte på det umulige i, at han lige skulle passere det vindue, jeg sad ved i det ene sekund, jeg nævnte hans navn.

Og så var han væk. Et kort øjeblik, som jeg havde lyst til at minde ham om, men som jeg har valgt at beholde for mig selv. Vil ikke række ud i et ynkeligt forsøg på at redde følelser, der ikke er der. Vil ikke være hans ven, når han kan behandle mig, som han har gjort.

Men alligevel betød det noget at se ham der på den anden side af ruden. To verdener, der stødte sammen indeni mig i en enorm eksplosion, et smæld af følelser. Sænke slagskibe med mit hjerte som den mest udsatte båd. Tænk, at min verden det øjeblik blev nedskudt, mens hans fortsatte som før.