Jeg er typen der helst skal løbe direkte ind i muren for at vide at det gør ondt. Sagt på en anden måde, jeg er grænsende til og nogle gange lidt bevidst naiv.
Når en fremmed ringer på døren og beder om at låne penge, fordi han lige er flyttet ind og ikke kender andre og og og... så giver du ham ikke nogen. Det ved vist enhver - for så får du dem højst sandsynlig ikke igen. Det ved enhver og det vidste jeg også godt og så måtte jeg alligvel teste det. Nu ved jeg det med sikkerhed.
Hvorfor gør jeg sådan noget? Hvorfor stiller jeg acetone på en malet skænk og tænker at den nok holder til det - vel vidende at acetone er fremstillet til at opløse den slags? Hvorfor låner jeg min mobil til en fuld bums der bare lige skal ringe til kæresten? Jeg falder jo for pokker ikke for nigeria-brevene og skal jeg mødes med en på nettet, så skal jeg da nok sørge for at der ingen muligheder bliver for at være alene med mig de første mange gange.
Hvorfor? Jeg ved det jo godt. Jeg er ikke naiv, jeg er bevidst naiv.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.