Idag er det den 19 april. Imorgen er det den 20 april, og der skal jeg i retten. Men jeg vil ikke derind. Jeg kender hele forløbet. Det er en dame der skal snakke med mig, fordi man så tror hun nemmere kan vække min tillid end en mand. Hun vil sige, at hun hedder Lise eller et eller andet åndsvagt, og spørge mig hvad jeg hedder, selvom hun allerede ved det. Så vil hun forsikre mig om, at mine forældre ikke vil få at vide hvad jeg svare, men det er en lodret løgn, for de finder ud af det når resultatet om hvor jeg skal bo kommer. Så vil damen sidde og lade som om hun er vildt intresseret i hvad jeg siger, mens hun tænker på hvornår hun får fri så hun kan komme hjem og hygge med sin mand og børn i weekenden.