Det er mandag på Samsø Efterskole og min kontaktgruppe er i køkkenet. Det betyder, at man skal stå op kl. 06.30 og være dødtræt kl. 13.00 hvilket jo er lige efter frokost. Men jeg har ikke noget imod at være i køkkenet. Selvfølgelig irriterer trætheden mig lidt, men faktisk er det okay. Jeg arbejder stille og roligt. Jeg udnytter muligheden for, at være alene i mit hoved, og tænke tingene igennem. Det skal ikke forstås sådan at jeg er dum og aldrig tænker mig om. Jeg har lige fået 10 i gennemsnit. Jeg kan bare godt lide, at tænke over noget, jeg normalt ikke har tid til. Finpudse mine fremtidsplaner fx. Jeg hjælper med morgenmaden, fejer gulvet i spisesalen, snitter broccoli og gulerødder, ordner mejs og ærter og selvfølgelig står jeg også i opvasken. Opvasken er et fantastisk sted at arbejde. Det er et sted, hvor hovedet og kroppen slet ikke følger hinanden. Kroppen skyller tingene af, sætter det i opvaskemaskinen og fem minutter senere kan man tørre af. Hovedet derimod, kan være hvor som helst. Mit var i gang med en kæmpe diskussion om venskaber. Lige pludselig står skolens kok ved siden af mig. Han sætter lidt opvask og skal lige til at gå igen, da han kigger på mig. "Du siger ikke så meget?" Spørger han retorisk. "Næh," svarer jeg og trækker på skulderne. Jeg siger egentlig ikke så meget. Jeg kan grine lidt med mine venner, men ellers er jeg en stille type. Kokken smiler lidt. "Det er dejligt," siger han så og går. "Tak," mumler jeg. "Tror jeg," tilføjer jeg i tankerne. Enten synes Søren altså at jeg lyder dum når jeg endelig snakker, eller også er han irriteret over de to andre piger i min kontaktgrupper, der ikke kan gå et skridt uden råb og grin. Jeg vælger den sidste mulighed. Hvorfor tænke negativt?