Jeg sidder inde i mig selv. Dette kunne i de forkerte ører lyde ganske foruroligende, hvad laver jeg dog der??
Men jeg sidder i min seng, lytter til de bløde toner af min efterhånden store samling af musik, synker klumper og spejder ud over en fantastisk udsigt. jeg bor i Vejle. Jeg er lige flyttet. Alt er nyt, og udsigten fra dette høje hus, denne lille bakke er ubeskrivelig. Tusind øjne lyser mig i møde, fortæller historier, hilser mig. Vejlefjordbroen kan jeg skimte ude mod venstre, Møllen ligger som en venlig genbo på den anden side af dalen. Jeg tænker aldrig over, at det er en dal.. Nærmere et lille hul fyldt med liv!

Og når jeg sider her, lader jeg tanker farer gennem mig. Som myrer kravler de frem alle steder fra, jeg er ganske overbevist om, at jeg hvert øjeblik kan eksplodere! Det er en sjov tanke..
Tanke-myrerne kravler alle vegne fra (egentlig løber de, men det er sjovt som vi har det med at sige at ting kravler. Måske fordi at det bliver gjort helt ubemærket og stille? Det m jeg tænke over...)

Er der andre som tænker sådan? Er jeg et forfærdelig trist og almindeligt menneske? Eller endnu et unikt eksemplar?