Jeg har altid været kræsen, altid skulle kæmpe med andre om hvem der skal bestemme hvad jeg skal spise. Kæmpet mod at såre nogen, ved ikke at spise deres mad. Kæmpet med pædagoger der tvang maden i mig. Kæmpet med folks blikke på en restaurant eller til festlige lejligheder. Folks dumme spørgsmål og dumme kommentarer. Jeg har lige siden jeg var lille spekuleret på hvordan det ville påvirke mit forhold, om jeg ville kunne finde en der ville accepterer det. Svaret må være at jo, så længe forholdet er nyt, så accepterer man jo så meget ved hinanden. Men den fase er ved at være over i mit forhold og i dag var der problemer igen.
Min kæreste er ret vild med spaghetti, mens at det ikke siger mig det store. Men det er dog ikke sådan at jeg ikke kan lide det. For at glæde ham, havde jeg købt ind til frisk spaghetti med kødsovs. Mit eneste MEN i den forbindelse er at jeg ikke ønsker hakkede løg i - ikke revede løg - ikke fint-hakket løg; men blendede løg. Det ved min kæreste godt. I sidste ende laver han også bedre kødsovs end mig (og jeg har lavet mad de sidste par dage), så han lavede maden. Da jeg ser ham stå med løgene, husker jeg ham på ar blende dem - men det vil han ikke være med til. Jeg spørger ham pænt - beder ham; men nej.
Det gør ondt, at han på den måde er totalt ligeglad med mine ønsker. Det virker mest af alt som om at han vil bestemme det - bare for at bestemme det og hvad jeg skal spise.
Så kan jeg undre mig over at det alligevel kommer bag på ham at jeg så ikke vil have noget af maden. han sagde at det kunne jeg godt have sagt - men ærlig talt; jeg var meget tydelig omkring at jeg ønskede løgene blendede. Skulle jeg så begynde at "true" ham til at makke ret, ved at opstille ultimatummet om at jeg så ikke ville spise maden? Jeg lod ham bare få sin vilje - han fik lov til at bestemme over maden, få den som han ville og jeg finder mig noget andet mad når jeg engang bliver sulten. Alene løglugten fra køkkenet gav mig hovedpine.
Han kan få lov til at bestemme maden hvis det betyder så meget for ham - men han får ikke lov til at bruge den til at bestemme over mig. At han så senere siger at han ikke kan forstå mig - for han kan ikke smage forskel - gør jo ikke sagen bedre. Hvis han ikke kan smage forskel, hvorfor vælger han så ikke at tage hensyn til mine ønsker? Jeg føler at han brugte maden i et magtspil, at jeg blev straffet uden grund. Jeg føler mig ikke respekteret. Det er det modsatte af en kærlighedserklæring. Det spiller ikke rigtig sammen med at jeg købte maden for hans skyld. jeg var godt klar over at han nok følte sig straffet da jeg nægtede at spise den; det var ikke intensionen med det, men på den anden side når han vælger ikke at tage hensyn til mig, så har jeg heller ikke den store lyst til at tage hensyn til om han føler sig straffet. Under alle omstændigheder ville han have en idé om hvorfor (løgene), mens jeg stadig ikke aner hvorfor jeg skulle straffes med dem.