Mine seminariekammerater er gamle uden på, men unge indeni, som de plejer. Tiden er gået, men på en eller anden måde, kan man komme tilbage i en lomme, hvis man møder nogen fra dengang. Det er det, der er så morsomt ved jubilæer. Lige meget hvilket tal der er foran, så rejser man en tur tilbage i tiden og finder gamle ting og sager under stor jubel fra alle. Man kan pludselig se sig selv, som de husker en, og glemte hændelser kommer frem i solen, bar man hører en af dem grine. Det er virkelig et studie. Vi sang en masse sange, for det gjorde man den gang. Jeg er virkelig så bange for, at alle de skønne danske sange skal forsvinde, de er gledet helt ud af skolen mange steder, og børnene lærer dem ikke. Hvis man ikke lærer at elske dem som barn, har de ingen værdi for en senere.Men de må så blive opdaget på et andet tidspunkt, som en skjult skat, man har glemt, hvor man lagde, da man sidst havde fat i den. Selv noget meget værdifuldt, skal somme tider blive borte, før man kan se, hvad det er værd.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.