Så var der årsfest i går. Jeg havde bedt om fri fra arbejde lang tid i forvejen, jeg havde ikke fået det hvorfor jeg ikke kunne få en spisebillet til at spise med; men Rune skaffede mig dog en dansebillet. Da jeg mødte på arbejde fik jeg af vide at jeg nu havde fri og kunne gå hjem. Tsk.. Men havde heller ikke den store lys til at arbejde efter jeg tidligere havde ringet og snakket med dem og at få fri d. 30 Dec. også. Det har jeg også bedt om for land tid siden med formålet at tage på den skiferie som Runes forældre har inviteret mig til hen over juleferien. Jeg spurgte nemlig hvordan jeg stod på listen. Jeg havde troet at jeg var den første til at blive skrevet op da de ikke engang havde fået lavet listerne for december da jeg spurgte - men nej, jeg er på en eller anden måde nr. 7 på listen. Dertil skal de af med ekstravagterne først. Ekstravagter fordi at det er december og de regner med mange kunder. 28 af slagsen. Hvilket vil sige at jeg er nr. 35 til at få fri - like that will happen! Så jeg kan ikke tage med - så hvis Rune tager med så bliver jeg alene nytårsaften. Det føles lige så patetisk som det lyder. Plejede ellers tidlige at holde nytår med Sophie - men hun er flyttet til Tysklandet. Så alene - eller hos forældrene? De har iøvrigt nok andre planer. Måske bliver jeg hundesitter igen? Troede virkelig at jeg havde lagt den del af mit liv der hedder "ynkelig, stigmatiseret og uden noget liv" på hylden. Okay, så jeg har ikke en kæmpe venneflok; men få nære og gode; right? Hvad så når de flytter væk og man ikke samler nye op?

Men jeg arbejder iøvrigt på veninde-delen. Ligesom jeg gjorde på kærestedelen og det endte jo rigtig godt.
Iøvrigt bliver jeg muligvis ikke så alene for Rune nævnte i går at han måske ville melde fra skituren når jeg nu ikke kunne komme. Han undskyldte sig med at det var fordi at han så mangler nogle at stå på ski med; men er det muligvis ikke bare for min skyld? Vil jeg have ham til at miste sin gode oplevelse bare fordi jeg ved at det ellers skaber en dårlig for mig? Eller er jeg nu så gammel at jeg burde kunne håndtere det med et smil?

Nå, det er alligevel ikke det som slog mig mest ud i går.

Men ellers var festen fin. Jeg havde fået højehæle på uden at være vandt til det. En af Runes venner lånte mig hendes flade sko. Er godt at opleve andre gerne vil gøre noget for én. Jeg var meget taknemmelig og fik danset en del. Men mine fødder var bustet.

Min søster til gengæld; sidste år ringede hun til mig midt om natten og var mere end deprimeret. Så gennemgik hun en depression der var skrækkelig at se på. så gennemgik hun angstanfald og gik til psykolog og nu her..
Hun kontaktede mig under festen i går; endte med at møde op ude på Uni. Hun havde brug for at se mig sagde hun. Så fortalte hun at hun har været afhængig af hash og har haft en hash-psykose i sidste uge. Hvad hun ellers tidligere har fortalt var at hun havde prøvet hash en enkelt gang. Det er heller ikke andet end nogle år siden at jeg fik afvide at hun har røget cigaretter siden de tidlige teenage-år på trods af flere gange at have benægtet det. Dengang spurgte jeg om det var alle de overraskelser der var. Det svor hun. Siden har hun iøvrigt sagt at hun var stoppet med at ryge igen. Jeg spurgte om det også galt festrygning - det svor hun. I går havde hun sikkert glemt den løgn. Tilgengæld svor hun igår at hun aldrig kunne finde på at tage nogle hårdere stoffer. Det håber jeg. Det håber jeg virkelig. Hun svor at hun aldrig mere skulle ryge hash - hun var ikke interesseret i at opleve det igen. Det håber jeg også holder.

Jeg skældte ikke søs ud i går; for det nytter ingen ting. Men jeg talte med hende om det og sagde at hun måtte finde nogle redskaber til det.
Jeg har læst på nettet i dag. Ca. halvdelen af dem der får hashpsykoser får skizofreni iden for et år og især hvis de i forvejen har et skrøbeligt sind. 77% fik brug for behandling i løbet af 3 år. Ca. 12 % af dem begår selvmord. jeg er bange.


Efter festen gav Rune en Taxa hjem så også min søster kunne komme sikkert hjem. Efter festen gearede Rune og jeg ned med at høre musik og kom sent i seng.

Til morges vågnede jeg og græd - Rune opdagede det og så græd jeg noget mere.

Senere i dag spurgte Rune om han skulle lave et fodbad til mine ømme fødder. Jeg svarede nej. Så sagde han at det i virkeligheden betød "ja, men jeg vil ikke være til besvær". spot on. Jeg fik et lækkert fodbad. Jeg føler mig virkelig heldig med ham. Det er godt at have nogen at støtte sig op af og at føle sig forkælet og elsket. Især af den man selv elsker.