Overskriften har jeg stødt på - på et tidspunkt. Mon det er sådan vi kan imødegå konflikter og kontroverser ?

Jeg er træt og sur i dag. Jeg har "advaret" ungerne...jeg har lyst til at sove fra det hele. Men jeg ved jeg ikke kan sove. Kan mærke jeg har nedturen...godt og grundigt. Ingen glæde. Kun anstrengelse. Jeg har lyst til at give op igen.....suk. Hvad er det der gør jeg har det sådan ? Jeg er bare nede....

Ungerne laver maden i dag. Jeg kan mærke jeg har brug for at være alene....heelt alene. Kører rundt i ring med tankerne....magtesløshed. Hvad nytter det ? Lige meget hvad jeg gør, så er det eksmandens påvirkning jeg har gang i. Jeg misunder folk der "bare" lever i dag.

Jeg havde tænkt mig at finde ud af om jeg ikke kunne købe nogen cykler på afbetaling i den lokale cykelhandler, der også er en god ven. Men hvis jeg køber noget til ungerne, så tror eksmanden jo, at jeg har for mange penge. Han har en stor banklån. Han købte nemlig en stor båd med sin dame - selvo m han havde en stor gæld i forvejen. Han har altid levet over evne. S+å det overraskede mig ikke. Jeg hilder mig fra at have gæld. Det er vel det mindste jeg kan gøre for at have det nogenlunde nemt med at få det hele til at kre rundt. jeg kan ikke overskue tanken om at låne penge i banken, for derfeter leve i nøjsomhed. Det gjorde jeg altfor mange år, da jeg var gift. Dengang havde det mening. For mig var det livskvalitet at have muligheden for at tage ud og sejle og opleve naturen med børnene. Jeg vidste godt, at det var lige at stramme den, da vi købte en bil på banklån. Men så gav det os frihed til at kunne køre børnene og os selv rundt, til de forskellige gøremål og interesser vi nu engang havde.

Idag nej. Det gør jeg ikke igen. Det ervel heller ikke så mærkeligt, når det gav bagslag i at det åbenbart var for surt for eksmanden. Jeg troede det var "vores" skyld med at begrænse os - rent økonomisk. I dag kan jeg da godt se, at jeg var medansvarlig - det er ikke dét. Men eksmanden han kører åbenbart samme løb endnu. Trods dét at han faktisk har flere penge mellem hænderne, da han jo ikke har samme udgifter ifht. børnene. O g mig for den sags skyld. Mens jeg studerede har jeg altid sørget for at have biindkomst. Ret godt gået faktisk - for jeg har altid fået nogen tjanser, der gav mere end normalt. Så cool. Men alligevel...altid dårlig samvittighed overfor manden. Da jeg endelig begyndte at arbejde efter endt uddannelse, hjalp det ikke på det. Det er vel tydeligt, at vi strammede den for meget. Idag mærker jeg den ikke på samme måde. Jeg har virkelig kun søgt et job, der ville give mig den indkomst, som ligger på et højere niveau. Faktisk 10.000 kroner ere end, da jeg var gift. Og hvorfor ? Fordi jeg vitterlig var så skuffet og ked af, at vore levestandard faldt SÅ drastisk efter skilsmissen. Vi har vitterlig haft mange aftensmåltider med spagetti med ketchup *GGG* - det var fint dengang....en laaang periode. Jeg måtte låne penge af banken for at kunne betale el- og varmeregningen...senere blev det til at mor måtte låne mig penge. Ellers fik vi slukket for det hele. Sikken en riddelighed - dén erfaring var for stærk. Nul ! Nu7 skal det fandme være...World Here I Come ! Jeg ville godt nok bare hive mig ganske gevaldigt op af trinet ....gennemtænkte....alt....og begyndte at udnytte mine forbindelser og gode venner til at få netop et arbejde, der var mere spændende, mere udfordrende, mere krævende - og derved ikke mindst mere LØN ! Det lykkedes ! Jeg vil aldrig nogensinde opleve den fattigdom igen. Jeg VIL, jeg KAN og jeg GØR det ! *GS* Jamen...hvad klynker jeg over ? **GGG*** jeg er jo faktisk bare skide sej og skide god. Og andres misundelse skal ikke gå mig på. Hallo ! Min største ønske lige nu er at eksmanden rejser - og gør livet noget nemmere for mig og ungerne. Den ustabilitet er ganske enkelt altfor krævende. Det sjove er jo...manden er skide charmerende, humoristisk, skide sund med sunde interesser, fornuftig og med gode forhold til alle sine kolleger. Det er måske noget andet med familien og nære venner. For da han mødte sin dame, er han gået ind i hendes verden. Han kom med sit arbejde, sine kolleger og egentlig ingen nære venner. Familien har altid været hyggelig og god til at grine, når man i løbet af året mødes til sammenkomster og højtider.

Han siger, at ungerne er MINE børn....jeg skulle øve mig så forfærdelig meget for at holde op med at kalde dem VORES børn.....det tog tid og vænne mig til at sige MINE børn...MINE dejlige unger. Nu opfører han sig som om, jeg har taget dem fra ham. Jeg har ønsket, at han er sammen med dem én gang om ugen til en almindelig aftensmad. Også ellers de 2 weekender om måneden, hvor af den ene forlænges til at være fra fredag til fredag. Med dén erkendelse....at de savner deres far og ønsker selvfølgelig at VÆRE....være mennesker med hans nærhed og tilstedeværelse. Han er jo som sagt et godt menneske. Bare ikke mod mig. Han Er jo en god far. Når han vil.....det gør han jo. Hmm...eller er det ikke bare en facade ? Som jeg selv har hoppet på ?

Jeg må tænke over vores møde på mandag med en mægler. Jeg ved ikke hvad jeg skal kræve...jeg KAN ikke kræve. Jo ! Jeg kan kræve at han.....skal jeg kræve af ham alene ? Eller skal det være med hans dame ? Jeg VIL kræve som tidligere at de er deres VOKSNE ansvar bevidst. Ok...hvad er dét så ? Vi har snakket om det før. Skal jeg virkelig også tage ansvaret for at hjælpe hans dame ? JEG KAN SGU DA IKKE OVERSKUE DET ! SUK ! Han er krævende nok.....jeg KAN ikke være mere fleksibel. Jeg kan ikke tage mere ansvar. De må selv løfte opgaven.

Nå...nu har jeg lige set tv-avisen. Videoerne fra igår skal afleveres. Jeg fik ikke set min Buena Vista Club i Cube-filmen. Jeg tror jeg har chattet med en rigtig kvinde i nat *GS* har indtil nu kun chattet med mnd, der lader som om de er kvinder. Jeg har først langt SENERE fundet ud af, at de var fakes. Hmm...men denne gang tog jeg ind til pige/pige og mødte en sød kvinde på 28. Vi var lidt forsigtige, men da hun så fortalte om en lesbisk chatter jeg tilfældigvis "kendte" - så var jeg helt rolig. Og det var hun vel også....så det endte faktisk med at det blev hedere og hedere...*G* og vi havde så lige i den sidste del været nødt til at "gøre noget " ved sagen *hooost* - så jeg har dyrket min første cybersex med en kvinde !! Jarmen...a ka jo gurt ;o) *S*

Vi aftalte ellers at mødes igen her til aften - men jeg var faldet i søvn på sofaen. Det har tæret på mine kræfter at tænke på eks-baner. Nu har jeg det faktisk meget bedre :o) puuha..det hjalp på humøret lige at få tankerne sendt ud....og derigennem samlet dem lidt - så jeg bedre kan overskue det. Jeg må virkelig lære det med at "Give slip - og lade Gud"

Igår fik jeg lyst til at fortælle børnene om hvad mit program i ACA går ud på. Men jeg tror jeg vil lade det være. De ved hvad jeg går til og hvis de ønsker mere information må de bede om det. Der skal alligevel en vis modenhed til at vide det.

De kender også min holdning til "bøsser" og lesbiske - dem gør jeg altid tydeligt, når emnet kommer på tale. Men jeg ved ikke om det vil være rigtigt at fortælle dem om min biseksualitet. Måske er datter det samme. Hun snakker ihvertfalde aldrig om drenge - og har ikke været forelsket. Så jeg har tit tænkt, at hun måske går og gemmer på det. Men det kan ligeså godt skyldes det faktum, at hun har en mor der de sidste 5 år har gået og været svingende med sorg, smerte og forelskelser der ikke altid bare frugt. Jeg har nemlig haft en tendens til at blive forelsket i mænd, der er svære at nå. Enten pga. deres ægteskabelige status - eller den geografiske afstand. Nettet bringer så mange mennesker tættere på hinanden - men altså...hallo....jeg må til at finde en i nærheden til at kunne hygge med ;o) Ih...jeg glæder mig til C kommer. Han HAR accepteret at jeg er til kvinder også. Og er søgende. Dét giver mig et tegn på, at han føler at jeg ligesom han - kan rumme mere og har lyst til at leve fuldt ud.

Okay...jeg har snakket med min ekskæreste M igår. det var dejligt...vi fik hyggesnakket, grint, drillet og lige pludselig havde jeg travlt med at snakke om min eksmand. Jeg snakkede og snakkede. da jeg var færdig spørger han stille og roligt: " var det dejligt at komme ud med det ? " Jeg blev fuldstændig paf ! Jeg havde lige pludselig plabret helt vildt og gennemgået mine tanker. Da han så spørger stoppede jeg op ! Mærkede efetr mine følelser. Ja ! Det var godt ! Men det var ikke dejligt...jeg var faktisk dybt ulykkelig ....og startede med at græde....i det stille. Han ved heldigvis, at jeg bliver stille, når jeg er ked af det i telefonen. Skal lige samle mig - og udtrykke mig. Lige så forsigtigt. Det var dejligt....tænk at have mødt ham, så han i den grad kan komme til at prikke til mig - hvor jeg så kan erkende nogen ting. Jeg er så glad for nettet. Det var også der jeg mødte ham, hvor jeg så kom og var sammen med ham i et ½ års tid- uden børnene. Det var dengang jeg udfordrede mig selv. Jeg var så glad for hans omsorgsfuldhed og sødme. Det var lige noget for mig. Jeg SKULLE videre i forbindelse med min savn af min eksmand. Jeg SKULLE lære at tage mig af mig selv. Være alene. Gå efter hvad der var godt for mig. Luft under vingerne. Og timingen var god. Det var i en tid, hvor eksmanden var nyforelsket og dog i et fast forhold. Så det gik så godt dengang. Jeg var fuld af tillid til at han, sammen med damen, kunne tage sig af ungerne. Ungerne savnede ham vildt dengang, for han havde ikke brugt så megen tid med dem eller taget sig af dem i lange tider. Faktisk var det netop tid til at vise, at han var der for dem - stadigvæk. han havde det tiulsyneladende godt og havde masser af god energi i overskud til at være noget for dem igen. Siden har jeg erfaret det selvfølgelig havde været svært. Men han var der. Og de havde mig i telefonen, mail, chat, de kom på besøg og vi tog ovenikøbet på en ferie sammen. Os tre med min mor. Det var skønt at jeg havde råd til det. Det blev en billig tur - men dog en rejse med nye inspirationer og gode oplevelser.
ja *SSSSS* det er nu ikke så slemt. Jeg har en hård tid lige nu - men solen skinner og jeg skal huske at værdsætte hvad jeg har og det gode liv - vi tre har sammen. Vi spænder godt sammen - mine unger og jeg. I dag synes de det er irretirrende, at jeg er sur. men nogen dage er vi kede af det og sure. Sådan er livet - vi skal bare lære at tackle det som sådan og alligevel formå IKKE at gøre livet for surt for andre.

Det er jo svært at ikke at lade det gå udover resten af hjemmet. Men...men men...c´est la vie....

Tak for i dag. Tak for nu :o)

*krammer mig selv* - nyd dit liv - kære SommerFugl ;o)