Hov hov, det er mig, der bestemmer. Jeg bor her. Nej. Jo. Jeg er det lille væsen, der huserer i dit hoved. Jeg vil gerne ud, så jeg kan smage: smagen på den anden side.
Det er blevet weekend. Der sker noget underligt, når weekenden begynder, går mit liv så småt i stykker - opløsning, usammenhæng, fortabelse - det er herligt - det er alkohol - det er min folkearv...

Hov hov. Du skal ikke betvivle mig. Jeg vil dig faktisk det bedste, det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide dig, men du synes at have et sært forhold til mig. Du savner mig, men kaster mig bort, så snart du har fortærret mig.
Lejligheden synes som et fængsel, hvordan kommer jeg ud? Døren er dér, men den er svær: man åbner ikke bare døren, for så skal man også lukke den, stå og se på den lukkede dør, mens man ikke ved, hvad der venter...

Hov hov. Livet er nu slet ikke så slemt. Kan du så lade være: betvivl mig ikke. Jo - fornægt mig. Sådan. Nu er det bedre. Det hele blev bedre.
Livet er sandelig en sær størrelse.
Men hvad der er sært, kan også være godt. Er der rod? Måske.