I flere dage har hun været ved samme station. Dér står hun, ligeså smuk som sædvanligt med sit sorte opsatte hår og de isblå øjne. Jeg møder hendes blik og den er så intens at jeg kan røre den...
Hvordan kan et blik bare redde ens dag helt. Men jeg kigger hastigt ned mod gulvet på stationen igen og går videre, videre mod min bastion mod den store verden, mit hjem.
Jeg har altid haft det bedst med at være uset, uhørt og... urørt? Forelskelse og kærlighed gør en blind, fjerner ens klarsyn helt, så totalt at man ikke ser hvad der er sket, før man mister hende og man ser den ødelæggelse man selv skabt.
Jeg vil bare tilbage til at være en skygge. Uset af alle. Måske har hun lagt mærke til mig fordi hun har det på samme måde?