På den igen.
Denne gang mere alvorligt.

Vi er blevet enige om at stoppe vores forhold og dvs ikke definere os som kærester længere.

Den første uge efter var jeg lamslået og lidt lettet, men nu er jeg mere ked af det.

Jeg mener stadig beslutningen er rigtig og jeg satser på at vi selvfølgelig kan fortsætte som de venner vi også er, - men alligevel ligger jeg nu her i sengen og småflæber.

Min lettelse kom af at jeg mange gange og længe har frygtet for at vi skulle "slå op" som det spøjst nok hedder...og min lettelse kom af at jeg nu ikke længere synes jeg skal ha dårlig samvittighed overfor ham.
Dårlig samvittighed.
Dybt invaliderende.

Katten om den varme grød :

Jeg har mistet min sexlyst for mange mange år siden og det giver jo en helt vild skævhed eller ubalance i et forhold.
Et under det har kørt så længe alligevel.

Har i mange år følt jeg ikke kunne være det bekendt, og forsøgt at vække min drift og trang uden held.
Gider ikke engang ha sex med mig selv og det har ellers aldrig nogensinde voldt mig problemer.

Hvis jeg en sjælden gang i mellem alligevel får en udløsning, går mit underliv ligesom i krampe umiddelbart efter og det gør vildt ondt i 5-10 minutter.
Ikke specielt befordrende for at prøve en anden gang.

Jeg har aldrig nogensinde før skrevet det her ned, og har kun fortalt det nøjagtigt til par veninder.
De synes det er synd for mig, for mig og A, - og for A.


På en måde letter det lidt at prøve at udtrykke det så præcist som muligt.

Nu vil jeg rejse mig op og gå i gang med mit liv.