Min ex, Lars, driver mig til vanvid! Vi går i samme klasse, og jeg har egentligt ikke så meget imod ham, jeg mener det er ikke fordi at han er min ex. MEN! Når vi går i samme klasse ser vi altså ret meget til hinanden. Støder på hinanden flere genge om dagen. Nu er det sådan, at vi er blevet enige om bare at være venner og ikke mer. Det er bare ikke så enkelt! Hver morgen, ja HVER! SKAL jeg åbentbart finde ham, og sige pænt godmorgen til ham. Når vi passerer hinanden på gangene SKAL jeg hilse pænt på ham, ellers er jeg "sur". Desuden opsøger han mig hvert ledigt øjeblik. DET ER FOR MEGET! Nu er det sådan at jeg har andre venner i klassen, og dem kan jeg da få lov til at smutte forbi uden det helt helt store hvis jeg har lidt travlt. Lars forventer at jeg følger ham til bussen efter skole, og står ved stoppestedet og venter på bussen sammen med ham, ligesom jeg gjorde da vi var sammen. Men det GIDER JEG IKKE! Det er træls at han helt tydeligt har den forventning. Det er der da sjældent nogen andre der gør, medmindre de skal med samme bus, og jeg er altså på cykel. Jeg er ved at få Lars-allergi for han er der hele tiden. Vil vide hvad jeg har gang i osv. nøjagtigt som da vi var sammen. Det kender jeg altså ingen andre der gør. Jeg vil have en ven i ham, ikke denne her omklamrende fastlåsende person. Jeg har prøvet at sige det. Det var måske også derfor jeg i sin tid slog op, han ville deltage i alt, simpelthen alt hvad jeg lavede. Det givr ikke meget frihed til sidst. Frihed som jeg har brug for, for at kunne leve og ånde.