Kære dagbog...

Igår var jeg på hospitalet, det endte med en knoglemarvs prøve for at afdække hvorfor mit blod er gået i koks.

Det var simpelthen så ubehageligt og det gjorde rigtig ondt. Men jeg er SÅ glad for nu at det er overstået. Svaret får jeg på fredag....

Der er bare længe til... Jeg skiftes mellem at græde, prøve at glæde mig over hvad jeg har nået indtil nu, glæde mig over mine børn og være stærk for dem...

Men indeni er jeg bange, rigtig bange, det er ligesom en ond drøm som jeg har haft tusind gange før. Men nu vågner jeg bare aldrig.

Det er så urealistisk alt som sker nu, jeg kan slet ikke følge med, kan ikke tro det her er virkelighed!