Nu er det så blevet hverdag på det nye bosted. Det er rigtig hårdt! Mine tanker er ved at vende kraftigt tilbage, og her på bostedet tolereres selvskade overhovedet ikke, så får "skæld ud" hver gang jeg ikke kan holde mig fra mit sår... Det er ikke særlig rart, men er på en måde ved at vænne mig lidt til det, hvis man da kan det?! Jeg ønsker sådan at det skal gå godt, men jeg tør ikke håbe, for håb avler for mig kun skuffelse og nederlag, og dem vil jeg så nødigt have flere af...
Nu venter jeg egentlig bare på at komme i seng, så jeg kan få en lille smule fred fra de mange tanker, som hele tiden fylder mit hovede. Hvor trænger jeg bare til at skære, men hvor vil jeg bare gerne af med den trang, for her må man jo ikke skade sig selv, og frygter sådan at komme tilbage til psyk.!
Hvor er livet bare ikke for begyndere...
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.