1 år, 5 måneder siden

Den vigtigste rejse i meget, meget lang tid..

Konfirmation
Hanna Fink (...
11 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
7 år siden
Et digt
Peter Munk (...
11 år siden
Lykken er en svinerøv
Regitze Møbi...
10 år siden
den første dag år 2013
bondeven
12 år siden
SSO - stress
RachelBlack
11 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
12 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Tanker
Luxuryline
10 år siden
Træt i dag
David Hansen...
10 måneder siden
Under isen
Tine Sønder ...
12 år siden
1-09
Halina Abram...
7 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
8 år siden
Fitness
Peter
12 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
9 år siden
Hr Solsort
Peter
9 år siden
Stemme
Halina Abram...
7 år siden
Begrav et sædekorn
Camilla Rasm...
9 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
En slange i huset
Anastasia
12 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
10 år siden
Tegning
Jette Peters...
8 år siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
6 år siden
Ligegyldige værdier - Kas...
Kasper Lund ...
9 år siden
Gladiator skrivekursus?
Ida Hansen (...
6 år siden
En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
15 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
8 år siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
10 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
11 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
12 år siden
Jeg rejser om noget meget. Kun rundt i Skandinavien, og alligevel kan jeg snart tjekke ind som SAS Gold-medlem.

Jeg er træt af at rejse, jeg gider ikke lufthavne, jeg trives hjemme og jeg har det bedre end jeg har haft det i meget, meget lang tid.

Der er plads og ro til at få styr på alt rodet i mit hovedet, og nøej der er meget, når først låget er taget af.

Jeg har taget kontakt til en psykoterapeut-studerende, som jeg har haft nogle samtaler med efterhånden. Først syntes jeg at hun brugte enormt meget tid på at lytte til min baggrund og historie - og - selvfølgelig, det sindssyge der skete med Teak.

Det ligger langt væk efterhånden, og alligevel er der fuld "kog i gryden!

Der har været mange samtaler, mange tanker, analyser, dybe suk, tårer, erkendelser og alle mulige andre følelser..

Dykker man helt ned i rodet, ligger der en underliggende selvopfattelse af at være uønsket.. I store situationer (som f.eks. med Teak), mærkelige situationer, som med Grey, herlige, skønne øjeblikke med JC - og det helt umulige mulige skæve det er at være nogens bonusmor - som allerede har en mor og som synes jeg er ok - men som også synes det var nemmere hvis bare far og mor kunne være sammen..!

Jeg har tre hellige steder.. Hos mine heste, i minderne om mine bedsteforældre og et sidste sted.. Det er steder, hvor jeg aldrig, nogensinde har minder om at være uønsket på nogen måde.. Gennemsyret af kærlighed, respekt og den der helt særlige måde at skubbe frem på, som kun bedsteforældre kan gøre det, med deres bekymringer, stolthed og ikke mindst tonsvis af "er du nu sikker på at det er en god idé".. Jeg har kæmpe respekt for de fire mennesker og har ikke indset før nu, hvor meget jeg egentlig spejler mig i dem.. Det er fantastiske mennesker at spejle sig i, kærlige, kloge, eftertænksomme, dygtige, ihærdige, rolige og vellidte blandt andre mennesker. Jeg er på vej præcis det samme sted hen, og det kan jeg godt lide.

Rejsen til målet er gået igang - men der er lang vej til mål endnu. Jeg har taget på igen - mange kg - de skal af, for jeg kan ikke kende mig selv i den her krop, men min psyke har simpelthen ikke været klar til den opgave. Min krop har været drænet, blottet, fyldt med mentale blå mærker og jeg har ikke haft tid til at bearbejde. Hos min terapeur har jeg kaldt det "3 days delay of emotions" - jeg ved aldrig hvad jeg føler lige når det sker, men spørger du mig igen om tre dage, har jeg et knivskarpt svar.

Det har givet mange gode snakke med JC - OCD-fyren der er så strygende god til hverdag, at han nogle gange glemmer at lukke mig ind, fordi der er så mange rutiner og han er så sat i sin far-rolle, at der ikke er plads til andet. Glemmer aldrig dagen hvor børnene kom over efter at have været på ferie hos deres mor. Han plantede sig i sofaen ti minutter efter de var kommet og var styrtet ind på deres værelser. De har meget personlige værelser hos deres far, og de bruger altid den første del af første del derovre, på at være hver for sig, på hver deres værelse. Der gik tre timer, han lå stadig i sofaen og gloede ind i sin telefon. Fraværende i samtalerne. Ventede bare på, at nogen kaldte på ham, udtalte kodeordet: "faaaaaaar" - hvorefter han ville rejse sig, lytte, og løse hvad end problem de præsenterede ham for.

Det føles utroligt lidt inkluderende, når en kæreste gennem flere år efterhånden, ikke tror andre kan hjælpe ham med hans børn - og at han ikke er en dårlig far, fordi han ikke lystrer deres mindre vink. At det giver en skævvridning, når han nemt som ingenting fikser dit og dat - men jeg kan ikke "bruges" til noget så simpelt som at se efter ungerne, i den halve time hvor han løber en tur, tager over og træner, tager til fodbold eller gud ved hvad. Reaktionen var ikke den jeg havde ventet. Han blev meget eftertænksom og begyndte allerede få dage senere at tage ud og løbe. Der er købt nye fodboldstøvler og han skulle have været til kamp i mandags, hvis ikke der var kommet noget i vejen. Dét var meget bedre! Han er også blevet gladere. Førhen spændte han uhyggeligt meget op, bare fordi der var børn - i en grad, så han var træt 2 dage efter skiftet. Det er bedre nu. Det er meget mere lige, mere afslappet og han har fået mere tillid. Nogle gange indrømmer han blankt at han skal øve sig, men så tager vi den derfor og nogle gange bakker han ud, omend sjældent - eller også tager han afsted.

Hører du podcast? Hvis ikke, så burde du fordomsfrit lytte til et afsnit af Christian Fuhlendorfs "Hva' så", hvor han taler med Joan Ørting. Fantastisk afsnit!

Jeg har været afsted på arbejde til en forandring. Eller - det i sig selv er det ikke så meget forandring i, den ægte forandring ligger i det faktum, at jeg allerede er færdig med rapporteringen, i stedet for at være 100 km bagud.

Det er super fedt!
Og nu vil jeg uploade lidt evidens og hoppe om bord på et fly, så jeg kan komme hjem.

God aften, derude.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Den vigtigste rejse i meget, meget lang tid.. er publiceret 15/06-2023 11:14 af Sophie Hatter (Femininum).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.