Der knækkede et stykke af min tand i morges, da jeg sad og spiste - eller..endnu et stykke - for jeg har før undret mig over at der var små sten i brødet - det var ikke sten, men små stykker af min tand, der faldt af. Jeg kunne mærke hullet i dag, og da jeg kiggede mig i spejlet med mit improviserede mund-spejl, kunne jeg se at hele tanden nærmest var revnet..

Til al held skulle B til tandlægen og han var så sød at tage mig med - tandlægen kiggede på det og B fik en ny tid og tog hjem - galant og god kæreste som han er..
Da hun spurgte mig hvor lang tid siden det er jeg har været til tandlægen, blev jeg ked af det, og tårerne trillede ned ad kinden, mens jeg tilstod at det var mere end 2 år siden.. Hun var meget sød og tog det som tandlægeskræk, hvilket heller ikke er helt forkert, og så fiksede hun det på en 1/2 time - meget professionelt.

Men det er ikke så meget tandlægeskrækken, der driller. Jeg bliver så ked af det, når jeg ikke kan finde ud af at passe ordentligt på mig selv, men hvordan skulle jeg kunne det, når jeg ikke har lært det? Mine forældre spurgte aldrig om jeg havde husket at børste tænder - aldrig..
Min skoletandlæge lavede hul efter hul + rodbehandlinger, men mine forældre fik aldrig besked..mærkeligt..

Det gør mig ked af det, men jeg ved at jeg ikke kan gøre noget ved det - kun at jeg kan gøre noget ved fremtiden, så jeg ikke skal have gebis som 50-årig, og det jeg kan gøre lige nu er:

1. Ringe til min gamle tandlæge og bede dem sende mine ting til den nye,
2. Ringe til den nye og bestille tid,
3. Sørge for at jeg går til eftersyn hver 3.måned.

Sådan... meget fornuftigt og ressourcestærkt, som min psyk nok ville have sagt ;) Og det virker.