Færdiguddannet.
Den arbejdsløses verden venter.
Nu har jeg gået arbejdsløs i et år (haft et deltidsjob på 21 timer i 7 måneder, men det tæller ikke ifølge min a-kasse). I juni fik jeg besked på, at jeg ikke kunne blive fastansat på den skole, jeg indtil da havde arbejdet deltid hos. Så ud på arbejdsmarkedet igen.
Det er svært som lærer at søge arbejde i juli måned. Alle skoler er lukkede. Enten er der ingen stillinger eller også får man ikke svar før man for længst ahr glemt hvad det var man søgte.
Min A-kasse spørger hvorfor jeg ikke søger to jobs hver uge (som det ellers fleksible regler siger jeg skal) og tror ikke på mig, når jeg siger jeg enten har søgt alt, eller at der ikke er noget. Der er jo altid et job at søge. Bagefter kan du så spørge dig selv "vil jeg have det?", og hvis du får tilbudt stillingen, så SKAL du sige "ja". Sådan er reglerne i hvert fald i min A-kasse.
Men skal jeg vælge mellem min A-kasse og Jobcenteret, så vælger jeg helt klart min A-kasse. Jeg har fået nogenlunde samme behandling begge steder, men Jobcenteret virker ikke som om, de hjælper MIG. De sætter bare arbejdsløse igang i aktivering eller løntilskud, men går ikke rigtig op i om man har studeret til læge eller lærer. Du skal bare ud og lave noget.
Min A-kasse er på nogenlunde samme måde. Det mest latterlige spørgsmål de dog har stillet mig er "Hvad er du uddannet som?". Det burde da sige sig selv når jeg har meldt mig ind i en A-kasse der hedder "lærernes A-kasse"...
Nå, mit Jobcenters nyeste påfund er nu, at jeg skal i aktivering. Det har jeg været før uden det store held. Dengang blev jeg smidt ind i et kursus om, hvordan man skriver CV og jobansøgninger sammen med en flok på 35+ som ikke vidste hvordan man tændte en computer. Denne gang sidder jeg med unge under 30. Og det er egentlig disse oplevelser jeg vil skrive om her - havde jeg tænkt mig.
Når man siger Aktivering til mig, så krummer jeg tæer og jeg er egentlig ikke særlig positiv over for det jeg skal igennem. Dog følger jeg med i kurserne, hører efter hvad jeg skal gøre, og gør det. I min fritid dísser jeg så det hele sammen med min veninde :P

Min første dag i aktivering var i mandags. jeg skulle møde 8.30 men startede smukt ud med, at sove for længe. Jeg var der 9.15 og damen, der stod for vores gruppe, trykkede min hånd og sagde med et smil; "Så håber jeg du sov godt". Min indre blondine trådte frem. Hun er både dum og hidsig. Hun svare med samme sukkersøde smil tilbage "Jo tak, så godt har jeg ikke sovet de sidste 14 dage". Min mor grinte af denne kommentar, da jeg om aftenen fortalte hende om det. For mig var det naturligt at sige sådan, simpelthen fordi Blondinen trådte frem, hende som ikke tænker før hun taler.
jeg fandt en plads mellem to jævnaldrende (lige omkring midten af 20'erne) og hørte efter.
Det hele foregik frem til klokken 12. Jeg var der i alt 3 timer. Aldrig har jeg oplevet en, der kunne gentage sig selv så mange gange. Der var skam relevante spørgsmål for alle under hendes præsentation af aktiveringsforløbet. Men efter 4 timer følte jeg, at det eneste jeg egentlig havde lært/fået af vide var, at dette sted elsker papirarbejde, og at jeg de første 14 dage skal møde ind mandag, onsdag og torsdag, 12.30 til 15.30. Tirsdag og Torsdag står til aktiv jobsøgning hjemme.
Vi fik udeveret et papir med en masse teknistke oplysninger omkring os selv, og vores dagpenge skulle udfyldes med. Over halvdelen kendte jeg ikke svaret på og ville gemme papiret til jeg kom tilbage onsdag, så jeg kunne have det i orden. Dog måtte vi ikke tage papiret med hjem. Da jeg havde travlt om morgenen fik jeg ikke notes papir med, og kunne derfor ikke skrive ned, hvad jeg skulle huske at finde ud af til onsdag. Min hukommelse er ikke trænet nok tilat huske det hele, så jeg havde glemt stort set det hele, da jeg kom hjem.
I denne gruppe jeg nu er en del af, sidder der tre pædagoger. Jeg kunne ikke lade være med at krumme tæer og blive bange, da kursuslederen spurgte hvilke jobs man søgte, for det meste af foråret brugte jeg på at søge pædagogstillinger. Sagde jeg det højt, var jeg 95% sikker på jeg ville blive lynchet af de tre unge pædagoger foran mig. Derudover sidder der en gruppe under 25, som klager og brokker sig hele tiden over systemet, over de ikke kan få job, over de ikke kan betale deres regninger. hele tiden tænker jeg "Hold kæft. Det rager mig hvad i sidder i. Når i sidder her, er vi alle i samme båd" Ja vi har alle forskellige problemer. Men at folk ikke kan betale deres regninger , er ikke noget jeg gider og side at høre på, når jeg selv sidder og er muggen og irriteret over, at jeg ikke kan få et skide arbejde. Hvorfor ikke bare stille sig op og råbe og skrige over det faktum, at vi ikke kan få arbejde, i stedet for at buste ud med alles privete og personlige problemer. Jeg kunne gøre det samme, men hvad ville det nytte?
Jeg lyder nok temmelig negativ, men hvis du er arbejdsløs oghar været det længe, så forstår du mig nok godt. Har du været arbejdsløs før, så husk tilbage til hvordan du havde det på det tidspunkt inden du siger "Det skal nok gå, du skal nok få et arbejde, vi har alle været igennem det".
Jeg ved godt det ændre sig, at jeg med tiden nok skal finde den hylde jeg passer ind på. Men det er ikke ensbetydende at det er fustrerende og sørgeligt at sidde der, hvor jeg er nu.

Lige en sidste ting, inden jeg slutter af.
Jeg har fået af vide, at hvis du bliver ved med at gentage dig selv, såer det fordi du ikke mener det. "Jeg elsker dig" siger kæretsen 30 gange til dig i løbet af en dag. Mener han/hun det? "Jeg er ikke mediesøgende" siger politikkeren hele tiden, Men hvor mange gange ser man hende/ham på tv?
Kvinden, der holdt dette intromøde, blev ved med at sige "jeg elsker mit arbejde". Mener hun det? hvis ja, så burde hun jo kunne hjælpe ikke bare mig, men hele holdet. men når hun nu har gentaget det så mange gange i løbet af 3 timer (igen altid med det sukkersøde smil), skal jeg så blive nervøs?