Torsdag aften var en god en. Lille fyr og mig havde det smadder hyggeligt og sjovt på baren, og grinede meget af os selv. Af den aften, hvor han havde kysset mig, af at jeg var så fuld, så jeg hele tiden var ved at blive væk, og han åbenbart havde sendt en ven efter mig, for at fange mig ind igen et par gange.

Han var slet ikke lille men præcis ligeså høj som mig, og så en lillle bitte smule rund, og livsnyder-agtig, som jeg godt kan lide det. Jeg var tryg ved ham på sådan en rar måde. Hans ven er min gamle folkeskoleven, vi har været til fester sammen, som vi kunne snakke om. Han læser et fag, der relaterer meget til mine. Og han snakkede ubekymret om, hvordan hans mor havde fjernet en flåt fra hans hage samme dag... lyder morsomt. Jeg kan ikke rigtigt fortælle, hvorfor det var en god ting. Noget med at han bare var meget ærlig og ikke flov over at bruge tid med familie, og fortælle at de fyldte meget i hans bevidsthed. (J tog hæsligt meget afstand far sin familie.... og jeg er blevet sygeligt bevidst om folk tør holde af deres bagland eller ej!)

Og han kom med hjem og vi kyssede.... Det var vel nærmest planen på en måde, med mindre jeg virkelig ikke havde synes om ham igen. Jeg havde jo kontaktet ham, fordi jeg var en snyder, og fordi han kyssede godt.

Og han var nysgerrig og ... han kyssede stadig rigtigt godt, præcis som jeg huskede det. Dejligt og tilstedeværende på en eller anden måde. Sådan en, der reagerer på det man selv gør! Og han aede mig over kroppen og studerede den og fandt ting han kommenterede. Selv ting, som J aldrig har sagt, jeg havde. Små mærker og sådan.

Jeg gør selv sådan, og jeg nød at være den anden, følte mig umådeligt værdsat. Det var underligt let og dejligt det hele. Han er sådan en, jeg på en eller anden måde kender i forvejen uden overhovedet at vide noget om ham, og det var så rart. Han sagde det selv, da vi mødtes på baren: 'Du modig, du ved absolut intet om mig...' Næh, ikke andet end at du er en rigtig god vens ven, og det er egentlig også ret meget at vide!

Han spurgte om vi skulle sove sammen, på en måde, hvor jeg stærkt fornemmede, at han gerne ville, men ikke ville tage noget for givet, og han sov i ske med mig. Jeg havde det så dejligt rart der i hans arme. Føltes ikke forkert som hos Mr. føltes som om jeg var hjemme, som om han var rigtigt glad for at jeg lå der, og jeg var det samme - det var mest af alt ... overraskende.

Igår har vi sendt sms og i nat ville han være kommet igen, men jeg gik ud som et lys kl. 21 og er sovet fra al lyd. Måske desværre.

Jeg håber vi skal ses igen... men ved ikke hvorfor egentlig. Jeg ville jo blive glad for ham, og han er ung. Det er han altså! Jeg kan jo ikke byde ham noget, sådan en gammel krage som mig.

Gad vide, hvad han tænker?