Spurgte min far? Øh... det ved jeg sgu da ikke. Hvad skulle jeg svare... Till nothing better comes along?

Jeg er vild med min gamle kæreste. Det var jeg da vi holdt op. Og det er jeg, når jeg ser ham igen. Og indtil jeg har det sådan med en anden, ja, så hænger jeg sgu nok fast. Men det er da ikke fordi jeg ikke prøver.

Fyr, som jeg holder rigtigt meget af og har hygget mig med, Mr.. flirts. Der er dog ikke rigtigt noget, der føles så dejligt som jeg havde det med J.

Mmm... forældre vil en det bedste. Jeg har været sammen med J og jeg havde valgt ham for livet, og var indstillet på endeløse rækker af skændsmål, skuffelser, glæder og rejser og hede stjerneture med ham.

'Men har du gjort op med dig selv?'... Øh???
'Ja, at enten vil du ikke have ham, eller også vil du?'...

'Far, det var jo ham, der endte det' - 'Ja ja', svarer min far så. Som om at det er et valg, jeg kunne ændre fra den ene dag til den anden.

J sagde ofte til mig 'Den der tvivler ender med at vælge fra'. Jeg tvivlede... dengang, fordi det var for hårdt, fordi han aldrig lyttede og jeg ikke havde nogle kort at trække, når jeg var presset helt op i hjørnet.

Han havde ret. Så sikker var jeg heller ikke. Og ja, jeg tvivler nok endnu. Drømmer om den der følelse af, at kigge på hinanden og vide, at man er så heldig, fordi man begge ved, at man holder uendeligt meget af hinanden. Og samtidig kan jeg jo huske følelsen af at blive behandlet som ingenting, skuffelser. Ikke at blive prioriteret, fordi J som et dyrisk overlevelsesinstinkt skånselsløst altid prioriterede ham selv og hans egen fremdrift først. Han var som en gammel tyran. Fordi han var så bange for at blive til ingenting og gå glip af livet i hensyntagen til andre. Hvis man skal kunne være med ham, skal man kunne acceptere at blive kørt over af en damptrumle, uden at føle sig flad bagefter. Dagligt... og man må ikke lyve for sig selv. Jeg løj for mig og for ham i årevis. Jeg er ofte alt for grænseløst accepterende.

Jeg er familiemenneske. Jeg er opvokset i et familiært sammenhold, hvor dét at prioritere hinanden er væsentligt, hvor det betragtes som en af de mest værdifulde egenskaber som menneske. Og jeg kan ikke lyve og sige, at jeg tager afstand fra den måde at behandle hinanden på. Jeg har højst respekt for de, der mestrer at udleve sig selv SAMTIDIG. Men hvis det kom på en vægtskål (hvilket jeg har set mange eksempler på, at det i øvrigt ikke behøver), så synes jeg at dem, der prioriterer hinanden er de rigeste. Ikke de skønselsløse, der stormer fremad. Det er imponerende, men også tomt.

Tænker igen på vennerne fra Argentina, der sagde at han var en fantastisk ven, men den mest røv-arrogante og ubehagelige kæreste, de havde set. Jeg tænkte også ofte dengang, at jeg ville ønske, jeg var hans ven. Det var jeg også, og han min... men han var også min kæreste, og det var noget lort, var det.

Kan huske jeg havde et billede af ham, som en, der havde mennesker hvirvlende forvirret og fortabte rundt i kølvandet. Det må jeg vist huske på igen. Jeg vil sgu ikke ligge der med følelsen af at drukne.

Hænger jeg fast...hmm, jeg ved det ikke. Kom han nu og åbnede døre, ville jeg ikke være i tvivl. Men han skulle komme.

'Han ville ikke det liv, hvad det så end tror, det var for et' sagde jeg til min far. 'Det er muligt, men han var fandme længe om at finde ud af det', kom det lettere fuld af fortrydelse fra min far.

De kunne godt lide ham. Men brød sig ikke om at se mig helt knust gang på gang. Selvklart.

Nå, solen skinner, og jeg er jo slet slet ikke knust, bare stadig i tvivl om, hvad jeg egentlig forventer af livet, hvad jeg skal kæmpe for osv. Jeg er romantiker... på en måde desværre. Når min far spørger om jeg har valgt, og J skriver 'Vi tindrer', så tænker jeg, at jeg kan kæmpe meget meget mere end jeg har gjort.

Føler mig gammel og på samme tid jævnaldrende med mine forældres venners pige, der idag er 23 og som jeg kan huske at have holdt i armene, da jeg var 11.

Brændt barn burde sky ilden! S, gå ned og læg hånden på den kogepladen.