Jeg havde den dejligste oplevelse i dag. Oplevelsen var at der var nogen der ikke var ligeglad.

Egenlig var det bare en misforståelse, men den gjorde mig helt varm inden i. For at starte ved begyndelsen, så cyklede jeg afsted mod skolen her til morges kl. 08.30 for at få godkendt min praktikkontrakt. Typisk mig var der gået noget galt. Kontrakten skulle være lavet med skolens allerede udarbejdede kontraktformularer. Jeg fik vist en, men siden min nuværende kontrakt var godt udfyldt og lavet, fik jeg lov til bare at skrive det der stod i den første kontrakt ind i den anden, og vedlægge første kontrakt. Da jeg stod der og skrev, opdagede jeg dagens anden fejl. Jeg havde fået skrevet mit eget navn hvor virksomhedens navn skulle have stået. Jeg ærgrede mig grusomt. Når man er som jeg er det lige til at blive slået ud af de småfejl - fordi jeg laver så mange af dem, selv når jeg er allermest omhyggelig. Mens jeg stod der og forvirret prøvede at komme på en løsning på problemet, gik der en mand forbi. Jeg ænsede ham knap nok, fordi jeg havde det så dårligt ved tanken om at skulle høre "Nej, Majaaa altså" endnu engang for 117 gang i mit liv. Jeg er typen der gerne vil være perfekt og går op i at være meget omhyggelig, alligevel regner fejlene ned over mig - eller fra mig. Ting jeg ikke har husket, ting jeg smadre når jeg er klodset, og det er ikke første gang jeg har udfyldt rubrikker forkert fordi jeg har læst for hurtigt eller lavet forkerte antagelser. Normalt har jeg slettelak til at hjælpe på det, men det havde jeg ikke i dag.
Nå, men den her mand der bare gik forbi kommer ud til mig med en engangsserviet. Rækker den til mig med ordene "Det er ikke for at blande mig". Jeg er absolut ikke klar over hvad han mener og spekulerer på om jeg har spildt noget ned ad mig selv. Det går op for mig at manden troede jeg græd, så forviltret havde jeg set ud da jeg skrev forkert. Bare den lille gestus er nok til at jeg synes verden er et lidt bedre sted end jeg syntedes tidligere på dagen. Godt nok havde jeg ikke brug for servietten, men bare tanken.

Jeg tror mange er for bange til at gøre sådan noget, at blande sig, især når nogle græder. De er bange for at folk skal bede dem om at blande sig uden om; jeg ved at jeg har det sådan.
Men ville vi ikke alle sammen blive meget gladere hvis der var nogle der gad blande sig i vores liv, bare af og til? Jeg ved at jeg ville.