Sad hjemme med bofælle, snakkede om det der med balance mellem at få sagt fra og alligevel føle sig bekræftet i de ting man gør...

Han har selv haft et fuldtidsarbejde, og har tidligere sagt, at han tydeligt kan huske, at han heller ikke orkede en eneste kreativ tanke, når han var kommet hjem. Alligevel sagde han idag, at jeg da bare kunne tage den der opgave, det har været så svært for mig at sige fra.

Det sveg. Dels fordi det i forvejen gjorde vildt ondt at sige den fra - et stygt nederlag og en indsigt i af mit overmenneske er væk, og dels fordi den replik kom fra ham, jeg ellers føler mig så tryg ved. Var ved at begynde at græde ... I det hele taget er jeg pludselig kommet i et humør med en knude i halsen idag.

Føler mig.... mål løs, alene og med at hav af liv foran mig uden horisont eller et eneste pejlemærke. Aner ikke hvad jeg vil med alle de omking 50 år jeg har foran mig. Jeg aner det ikke. Og jeg er så ligegyldigt et væsen på denne store jord. Hvad fanden skal jeg også være her for.... for at bade engang imellem, og grine med søster... men ellers... sådan i et større perspektiv. Mest for min egen skyld skal jeg være her, men når jeg nu ikke ved hvad jeg vil med det hele. hvad så?

Puh ha. Jeg må vist hellere gå iseng. Ved ikke hvor det kom fra. Engang imellem har jeg det vist bare sådan. Det dejlige er, at det helhjertet ikke har en skid med J at gøre... det er mig helt alene mig.