... og et eller andet sted, synes jeg ikke det kunne være bedre.

Der var forklaring, synlige tegn på problemerne, og en behandling at gå igang med.

Mors sted/retnings center og specielt talecentret viser tydelige tegn på meget nedsat blodgennemstrømning, og man formoder, at det skyldes... ikke blodpropper... men generede kapilæer. På en eller anden måde, at for meget kolesterol i blodet har gjort blodgennemstrømning svær (bortset fra rødvin lever hun ellers rigtigt sundt... men alderdom er alderdom).

Jeg tænkte også i mit stille sind, at der har været tegn på at hendes korttidshukommelse er påvirket. Det blev der ikke snakket om, men det kan jo være, at fejlen også er at finde andre steder i hjernen, men bare ikke er så alvorlige, at de har været synlige på scanning endnu.

Det var helt tydeligt på scanningsbilleder, at der var problemer i talecentret... Det kunne selv en lægmand se.

Det rare er, at der er behandling. Man vil behandle med blodfortyndende og kolestorolnedsættende medicin.... og at.. at hun ikke har Alzheimers eller noget at andet, man ved har sorte udsigter. Og det bedste er, at der ligesom var noget synligt og en forklaring. Vished og forklaring. Det uvissse var det værste. Nu må vi så bare håbe at medicinen virker og det ikke bliver værre..

Jeg er lettet. Så lettet. Og jeg glæder mig på hendes vegne over at hun også skal i taletræning. Det glædede hun sig vist nærmest til. Tror hun vil blive glad af at finde ud af, at hun ikke er den eneste med de problemer. At folk kender til hendes slags osv. Tror det er guld for psyken at vide, at man ikke er alene. Og at det smitter af på hele ens adfærd.

Min storesøster begyndte at græde ret voldsomt inde til samtalen. Hun ville foreslå at mor også fik tilbudt en eller anden form for psykologhjælp, fordi det jo må være så hårdt for hende. Jeg smiler lidt, når jeg tænker på det. Søster der voldsomt hulkende, så hun næsten ikke kan tale siger 'Det er jo mor, det er aller hårdest for', alt imens både mor og far sidder og kigger lidt bekymret på hende. Men mor er ligedan. De overvældes fuldstændigt af følelser på et splitsekund. Det sker også for mig ind imellem, men ikke helt så meget, som dem. Mor græd, da vi var færdige. Hun var meget meget lettet tror jeg. Hun har jo været rædselslagen for udsigten til en hurtig og væmmelig forværring.

Jeg er ved godt mod. Solen skinner og livet virker ret dejligt, egentlig :)