Hrmm. Nu er der gået tre uger, siden manden sagde sit hæsligt velovervejede farvel og tak til mig og 14 år.. En turbulent tid, overvejende præget af smerte. Men for første gang føler jeg i dag et strejf af lettelse. Jeg har altid været utroligt loyal. Selv her på fyldepennen har jeg malet et lidt mere rosenrødt billede af forholdet til min mand. Og et rosenrødt billede af ham.

I bund og grund ER han også et ordentlig menneske. Men vores forskelligheder og hans baggrund (halvkaotisk opvækst med forældre, der ikke havde styr på tingene) har også sat sine spor hos ham. Han har simpelthen udviklet sig som en tyran i vores forhold, og han så det selv, og valgte at sådan ville han ikke være. Han har faktisk endda nævnt, at han var bange for at køre mig ned med sin idiotiske opførsel. Så hatten af for ham, et eller andet sted.

Han tog taktstokken i hans eget OG mit liv, og jeg tror, jeg vil takke ham for det en dag. Han har været meget ordentlig omkring vores brud også og har undertrykt sine vrede og sine frustrationer, når jeg helt bevidst tillod mig selv at overfuse ham. Da vi blev gift, lovede han at bære mine sorger sammen med mig. Det løftede svigtede han. Og det er ovenikøbet ham, der har påført mig sorgen, så jeg syntes jo, det var ganske rimeligt, at jeg har givet ham indblik i omfanget af min sorg. Han har fået detaljerne, tårerne, vreden, det hele med, og det har ramt ham. Så han bar faktisk en del af min sorg for mig. Og jeg blev mere og mere lettet for hver gang. Så det lykkedes. Han tog en del af sorgen for mig...

Men jeg kan også mærke, at vi skal arbejde godt sammen og tale godt sammen for at få det til at køre. Han skal lære at respektere mig. Han har alt for længe haft et problem med respekt. Faktisk har han i virkeligheden været noget af en hustyran. Jep, der sagde jeg det. Så er det ude. Nu er det ikke alle mine "men han har jo også mange gode sider", det handler om. Jo. Han har gode sider. Men lige nu handler det om, at han er en hustyran. Han har jo kritiseret og kritiseret og ovenikøbet brugt en rigtig destruktiv kommunikation til tider. Revsende og korreksende og ikke jævnbyrdig. Og han har stadig svært ved at give slip. Han fortsætter i det små, men det kommer han til at holde op med. Han skal IKKE blande sig i, hvad jeg gør i mit hjem, og den går ikke at sige, at det jo er på grund af børnene. Han har klippet båndene. Vi skal samarbejde om at give børnene en god opvækst, men han skal blande sig fuldstændig uden om, hvordan jeg lever, så længe det ikke er til skade for børnene.

Men hvis jeg sagde det til ham, ville han formentlig sige, at det slet ikke var utænkeligt, at det kunne blive til skade for børnene. Så er det, jeg tænker, du skulle satme have røvfuld skulle du. Du skulle skamme dig, at have så lidt tillid og undervurdere og nedgøre mig på den måde. Skal I have et eksempel. Her til morgen er jeg uden at opdage det kommet til at stænke et par bloddråber på væggen (har menses). Manden siger noget i stil af: Jeg vil altså gerne bede dig sørge for at det her er i orden, inden gæsterne fra børnehaven kommer i morgen. Og tonen er enormt korreksende/lærer agtig, selvom han ovenikøbet "forsøger" at være neutral.

Jeg siger roligt, at det jo er mit problem nu. Jeg har ikke set pletten, ellers havde jeg selvfølgelig fjernet den. Det sårer mig, at han tror, jeg bare er ligeglad og har tænkt mig at lade alt stå til. Hvad fanden tænker han på. Hvad fanden i helvede tænker han om mig, den klovn? Jeg siger roligt, at det er mit hjem nu, men forsvarer mig vanemæssigt med, at jeg jo selvfølgelig ville se pletten på et tidspunkt og fjerne den. Så hvorfor gå så højt op i det. (Jeg havde jo for fanden ikke set pletten, din torsk. Den kom der formentlig midt om natten...)
Han siger så, at det lige præcis er sådan nogle ting, han ikke kan klare. Jeg konstaterer, at JEG generelt holder det pænt og rent, og at han hvis han var utilfreds med den generelle standard kunne gøre noget ved det...
Det var bare et lille eksempel, men der har jo været hundreder, tusinder.. rigtig, rigtig mange små som store kritikpunkter. Børneopdragelse, orden, rengøring, styr på tingene, opførsel... alt muligt. Så mange, mange gange, at jeg indimellem føler mig enormt uorganiseret, rodet, svinende og meget mere, selvom jeg dybest set godt ved, at det ikke er specielt udpræget. Det sidste halve år, hvor manden har været på vej væk, har det nu engang bare været sådan, at han faktisk har lavet mindre og mindre. Sikkert fordi han har kastet håndklædet i ringen og synes, det kunne være lige meget, når jeg nu var så umulig, men altså helt ærligt. Helt FUCKING ærligt.

Jeg elsker ham. Men han ER og har ikke VÆRET god for mig.

Smerten forsvinder ikke. Men nu forstår jeg, at den rigtige vej for mig at gå er fremad og uden ham. Det er enormt tragisk, når man jo elsker stadigvæk, men det er et meget stort skridt på vejen til afklaring. Et meget stort skridt.