Fredag den 20. juni 2008 Rosa skulle være aflivet.

Jeg havde lagt mig hen på eftermiddagen, for at tag en lille en på øjet. Jeg vågnede ved at mobilen ringede. Det var Else, jeg skulle tag kattemad med og skynde mig over i stalden, den lille røde kat var kommet tilbage. Jeg røg op og løb derover.

Den lille røde kat havde vi hentet for 14 dage siden. En af vores bekendte ringede og sagde at hendes chauffør havde ringet. Han ville komme for sent, fordi han skulle dyrlægen for at aflive sin mors kat, fordi de syntes de havde mange katte, den var knapt et år gammel. Vores bekendte bad ham komme ned til hende med katten i stedet for at aflive den. Så ringede hun til os, og det kunne vi ikke sige nej til. Så Else hentede den lilel kat.

Vi tog hende over i stalden, og lukkede de andre katte ind i det andet rum, så hun var alene. Så åbnede vi katte kassen. Vi var meget chokerede, hun var så lille og tynd, skræmt fra vid og sans. Vi så hun havde en stor byld på inderlåret. Den kasse hun var kommet i, var så lille at hun ikke kunne stå oprejst inde i den. Hun ville ikke spise, så vi satte mad og vand til hende og ville give hende lidt tid til at finde sig til rette og falde til ro. Da vi en halv time senere kiggede over til hende var hun væk. Vi ledte og ledte men kunne ikke finde hende. Vi var bange for den byld og hun ville gå væk for at lægge sig til at dø.

Det er 14 dage siden i dag og nu var hun dukket op igen. Hun var glad for at se os, og vi puttede hende i en kasse og bar hende over og op på mit værelse. Her satte jeg mig på sofaen og snakkede med hende, medens Else gjorde en ”tissekasse”, mad og vand samt en putte kasse klar til hende. Så tog Else hende op og kiggede på det sted hvor bylden havde været. Den var sprunget og i stedet var et stort åbent sår. Else gik ned og hentede lidt lunkent vand og vaskede det forsigtigt, medens jeg holdt hende. Så snakkede jeg med dyrlægen, da sagde vi skulle give hende penecelin piller til såret havde lukket sig. Vi havde nogle liggende, fordi han sidste gang sagde vi lige så godt kunne få en god stak, for vi har jo mange dyr. Vi døbte hende Rosa, fordi vi syntes hun var så sød, så lille, rødstribet og med lidt hvidt, og ikke mindst sine store ”Guldøjne”.

Vi gik ind til hende mange gange den dag, for at vise hende at mennesker ikke alle sammen er så dumme, som hendes tidligere ejere.