Jeg vågnede og havde J i næsen, og en meget tydelig følelse i øjne og hænder af hans stikkontakt på skulderen og hudorm på brystet. (Stikkontakten er to modermærker, der præcis ligner en stikkontakt - har selv målt afstanden). Psyken er noeget mærkeligt mærkeligt noget.

Den kropslige hukommelse.

Kan huske, hvordan jeg efter at være kommet hjem fra rejser, altid kunne lade hænderne gøre deres eget arbejde i køkkenet og fuldstændigt uden at tænke, vidste hvor alting var, selvom andre havde boet der i halve år. Kun da jeg havde været et helt år i argentina, ledte mine hænder efter tændstikker til gaskomfuret, da jeg kom hjem.

De mange års røren ved J, vil ikke rigtigt forsvinde fra tanke og hænder. Men det er dog på en anden måde. Det er rester. Minder. Jeg føler virkelig, jeg begynder at komme mig. Han begynder at blive minde. Forleden kørte jeg forbi rådhuspladsen, og af en eller anden mærkelig årsag stod han og hans ven og spillede for folkebevægelsen mod EU (!? - typisk - lige under Søren Søndergaard). Og jeg blev rørt af at se ham, men heller ikke mere. Jeg vinkede ikke. Stod og kiggede lidt, og tænkte på mit liv med dem, dengang (hans ven var ALTID med).

Nu er jeg en anden. Jeg føler, jeg er ved at blive en anden. Jeg er mere liret, mere ligeglad, mindre dybsindig, givetvis mere irriterende, og hvis J kendte mig ville han helt sikkert ikke kunne lide mig nu :) Men det gør han ikke. Jeg håber for ham, han har ændret sig til det bedre. Jeg har sgu ikke.

Min veninde var her igår. Og vi sad og snakkede om dengang vi boede sammen, hvor J i virkeligheden boede der også, men bare ikke officielt. Hvor vi ville have, han skulle betale i det mindste for vand og varme, og hvor han drillende sagde, at det var godt gjort at man skulle betale for at besøge sin kæreste. Min krølhårede veninde var i virkeligheden J's veninde til at starte med, men de år, hvor J og jeg var sammen og hun boede med mig, blev vi utroligt tætte. Hun var på en eller anden måde lige så langt inde i mine frustrationer over J, som jeg var. Hun græd nogle gange. J og jeg kaldte hende for barnet... og på et tidspunkt flyttede barnet, og jeg kan huske at jeg begyndte at græde, da hun fortalte hun havde fundet et andet sted at bo. Hun er dejlig dejlig veninde.... Og det er så rart at have hende at tale med om de ting idag.

Jeg begynder at komme med konklusioner om J og jeg, at han i virkeligheden ikke ville mig og at jeg ikke fatter, at jeg ikke forstod det dengang. Men H-veninden siger, at det ikke er sandt. At han var så manifest-agtig i sine udmeldinger om hvor lidt og hvor meget kærester skulle være bundet, men at han samtidig virklig udstrålede at han var dybt forelsket i mig, og ville det. Og jeg kan da også huske, at han gange, hvor vi har skændtes og jeg har sagt, at jeg ikke ville det mere, har grebet mig hårdt i armen og sagt, at det havde vi jo snakket om. At gå fra hinanden var IKKE en mulighed. Men havde jeg været ældre, havde det været idag, så håber jeg ved gud at ord og manifest-agtige udtalelser fået lov at være som de var. Jeg vil kigge på handlinger og mavefornemmelser i fremtiden. H sagde, at jeg ikke skulle føle mig dum. At hun ville have gjort præcis som mig... hvis hun vel at mærke havde været så dum at forelske sig i J ;) Jeg er vild med min veninde. Og så taknemmelig for at hun er der.. og har set det hele indefra... Og holder af J, og stadig er venner med ham idag. Det er mærkeligt, men også rart.

God søndag morgen til mig og til verden :)