Jeg har en ven, en rigtig god gammel ven, som jeg boede sammen med lige da jeg flyttede til Kbh.

Vore veje skiltes en anelse, da jeg mødte J, og ven begyndte at tjene styrtende med penge og flyttede til Schweiz og USA mens min kæreste harselerede over kapitalisme og 'lånte' gear fra både filmhuset og RUC på ubestemt tid. (altså - som før sagt... hykler)
....


Den ven var forgårs hjemme fra USA og inviterede mig ud at spise. Anede ikke hvor vi skulle gå hen. Endte med at invitere ham et lidt for dyrt sted hen på bofælles anbefaling.... som han så naturligvis skulle give.... hmmm, har lidt svært ved den slags, men i dette tilfælle er det helt latterligt at overveje, da min ven tjener så afsindige summer i USA, at det er helt til grin.

Nu er der gået endnu et døgn siden jeg begyndte denne dagbog.


Pointen med historien, ud over at fortælle at jeg nød at være sammen med ham. At havde det vildt hyggeligt på restauranten, hvor jeg tror vi var de eneste, der egentlig var venner, mens alle andre var business-relationer (lærte noget om bofælle ved at spise der :)) - så var det vigtigste, at min gamle ven sladrede om min bedste ven. Eller ham, jeg i hvert fald idag bruger mest tid med af fyre... og sladderen var, at min bedste vens og kæreste er gravide.

Jeg blev en anelse småmopset på min ven over at han fortalte mig det. Det synes jeg sgu min bedste ven skulle have haft lov til. Jeg kan jo ikke lyve, når han engang får fortalt mig det. Æv.... nå, men men, det er glædeligt... og på en måde vidste jeg det godt. Jeg kan huske en dag, jeg var oppe ved dem, og de så så kærligt på hinanden hele tiden. Jeg tænkte - de er gravide, de har lige besluttet at prøve, eller han har friet.

Men gode gamle ven er gravid, min børnehaveveninde er gravid for anden gang... folk for unger... i stor stil. Blev sgu lidt sørgmodig på en egoistisk måde over at høre det med bedste ven. Det var sidste hold.... agtig. Nu er der ingen tilbage at følges med. Ud over min homoveninde... og min søster. Det passer ikke helt. Der er jydeflokken, som jeg ganske vist ikke ser så tit, og der er andre dejlige veninder jeg har, som heller ikke har fået børn (gudskelov!) Men sådan af de gamle...

Men men, tillykke ven. Det er også det han allerhelst ville i hele verden. Og hende det samme. De ville gerne lave familie begge to, også da de mødte hinanden. Jeg ved ikke hvad jeg vil? Vil jeg også gerne lave familie?....jeg er så forkælet. Jeg vil bare gerne have, at der skal være folk omkring mig. Belejligt, hvis det er familie. Så flytter de ikke bare.... bofælle flytter når han får et job i udlandet, og det gør han sikkert snart. Så skal jeg på jagt igen.

Føler jeg bliver nødt til at gøre et eller andet for at ændre på situationen. Ved ikke hvad, ville være så latterligt at flytte fra det bedste sted i Kbh.... men ved heller ikke om jeg orker flere bofæller... Bofællesskab - orker jeg det? To værelses til dyr husleje - orker jeg det?

Jeg er: Slow Joe on the back row

Jeg ved ikke, hvad jeg ønsker. Det har jeg aldrig gjort. I perioder har det gjort mig virkeligt virkeligt deprimeret. Jeg var romantisk. Ville finde mig... finde ind til mine ønsker og drømme og udleve dem. Men jeg fandt ingenting rigtigt.... synes det er ren drømmeri og farce... det der med at finde essens. Det gjorde mig utilpasset. På et tidspunkt begyndte jeg at tænke: Bare gør noget. Og det har gjort alting meget mere spændende ....bare knald nogle, bare tag de jobs, der byder sig, alt er kontaktflader, jo mere man roder rundt, jo flere valgmuligheder og interessante veje viser der sig. Bare handl - for christ sake. Og så har jeg handlet afsted. Knoklet i forskellige jobs, været sammen med nogle fyre (det har er over 7 år siden, fra før jeg mødte J)... nå, og nu, nu tænker jeg lidt, om det med boligsituationen skal tackles på samme måde. Lad være med at overveje det så grundigt, bare gør noget...

Mmm, skider i bukserne over det. Min lejlighed er fantastisk, men jeg orker sgu næsten ikke flere bofæller. De har alle været søde, men situationen bliver for.... repetativ.