Det går op for mig at jeg tæsker folk ned med mails fuld af tanker, som måske burde blive i mit hovede.

Hvorfor har man behov for at dele sine tanker? Hvorfor er det sådan? Det er sgu da egentligt mærkeligt.

Ja, ja, man er menneske, der skider, skider på og er social og alt det andet .... men prøv lige at mærke efter - er det så ikke sandt, at man i virkeligheden ikke synes det er fedt at have en eneste tanke for at holde den helt for sig selv?

Man sencurerer og versionerer, bevarres - man deler selektivt ud, og nyder at være den eneste, der har overblik over helheden (som i virkeligheden bare er en selv - oh funky business) - men det er som om tanker er spildt, hvis de bare forbliver ens egne. Verden må absolut eksponeres for ens gyldne betragtninger, ha!

Måske er det ikke alle der har det sådan, men jeg har åbenbart absurd behov for at dele, ... sagde jeg "dele"? Muligvis er det bare "belaste" andre.

Gad godt at det var lidt mindre sådan, gad godt være sådan en stærk gammelklog klippe eller krage med furer i ansigtet der beviser et langt og helt igennem gennemlevet liv, der har ført til visdom og selvkontrol, en gammelklog gudinde, der aldrig reagerer, kun kommenterer, og kun når det hjælper på situationen, og altid kun for andres skyld.

For eksempel er det som om jeg ikke kan savne uden at dele det med nogen, ej heller få det til at gå væk igen... der er langt fra Tudemarie til den sidste Mohikaner - i guder, hvor jeg glæder mig til jeg bliver sej engang.

Mmm, der skal vist tages hul på hovedet på mig på en eller anden måde.