Kære dagbog,
Skrev i går/i nat om hvor en dejlig weekend jeg har haft og om at jeg er ny forelsket i min mand. Denne følelse har jeg stadigt og glæder mig allerede til han kommer hjem igen i den kommende weekend (-: Savner ham, savner at ligge i ske. Savner hans arm omkring mig og hans hånd i min. ÅÅÅHHH Hvor jeg elsker dig, skat. Lov mig at du ALDRIG glemmer det.

Men fra det til at jeg synes godt nok jeg har haft en tarvlig og dum start på ugen på det kursus jeg går på. Føler ikke at nogen forstår noget som helst, vi er der alle af forskellige årsager og har alle en masse med i bagagen. Vi er der for at komme videre i livet og få styrket vores selvværd og få bygget vores selvtillid op, men hvad fanden hjælper det når man føler man bliver dunket oven i hovedet, hver gang man er af en anden mening. Og når tingene kommer så tæt på at de gør ondt, hvornår får man lov/tid til at reagere på det.

Skal skam nok tage af sted igen i morgen, men kan mærke på mig selv at "panseret" er på vej ned igen, begynder at lukke mig inde igen. Bliver nød til at passe på mig selv.
Hvorfor helvede er jeg så forbandet sårbar, magter det ikke.

Nu vil jeg snart gå i seng og drømme om min dejlige skat. Drømme om den kommende weekend og den glæder han beriger mit liv med.