Jeg kom videre efter højskole...eller gjorde jeg? Jo på en måde gjorde jeg vel, jeg satte mig ikke bare ned og lod livet løbe af med mig, jeg tog en hurtig beslutning mens jeg sad og ventet i toget mellem jylland og sjælland for 20. gang på halvanden månede. Nu kunne det være nok, jeg måtte flytte, jylland var bare ikke stedet for mig. Og vupti dykkede en mulighed sig op, en fremlejning godt nok kun i en månede, men det er med changer som med dominobrikker...og lige som jeg gik og troede jeg skulle bo på nørreport i en 2½poses viste heldet sig i uheldet fælde fjæs. Og nu bor jeg med min veninde i en lejlighed på nørrebro....
Men er det så virkelig at komme videre, at gribe changer. Det var det vel i en forstand, men måske ikke den jeg ligefrem havde drømt om. De begymringer der lumrede i mine tanker er nu blevet virkelighed...Jeg vil stadig gerne se lidt mere af verden, jeg vil stadig nyde paris på samme måde som Hemingway. Jeg vil stadig vide at den morgen jeg vågner op til bliver en dag jeg kommer til at bidrage til. Og selvom jeg mener at selv kasseassistenten bidrager til morgendagen, er det ikke helt det bidrag jeg vil komme med...Fuldstændig egoistisk vil jeg smile over dagen der er gået når jeg falder i søvn.
Der er så mange ting jeg vil, jeg ved bare ikke hvordan jeg ændre drømmene til virkelighed, mens jeg stadig holder hverdagen i gang på en nogenlunde positiv måde
Hvorfor er jeg ikke en af de personer der opnår det umulige?
Hvordan bliver man egentlig en af de personer?
Tamilde