Jeg kan ikke få det til at fungere inden i. Han prøver, det kan jeg mærke…så hvorfor kan jeg bare ikke???

Hver dag mærker jeg vreden til Lars. Det kommer specielt når jeg er træt og udkørt og lille Emil alligevel kræver min 100% tilstedeværelse. Jamen jeg giver ham den – uden tvivl – Emil må for alt i verdenen ikke lide pga. hans forældres rod. Men denne vrede er så svær at klare og med den kan jeg slet ikke være stærk.

Lars har ret; dette er vores fælles beslutning. Vi bor ikke samme fordi vi besluttede det ikke kunne gå. Vi besluttede vi skulle have tid, at Lars skulle have tid, til at lære at bo sammen med os og fungere uden alle de nedture og svære tider. Han har også ret i, at vi derfor må prøve at bevare en god stemning i mellem os også selvom en drøm er blevet knust og livet for os ikke er som vi lige havde regnet med.

Men jeg kan bare ikke.

En hel dag kan jeg se frem til at han vil komme. Både fordi jeg savner ham men også fordi jeg har så meget brug for, at et par andre arme tager om Emil…bare for en tid. Jeg har brug for at føle vi er TO om ham…om så ikke bare for tid.
Men når han kommer er jeg knudret inden i og får spoleret tingene mellem os. Det skete i hvert fald i dag og nu sidder jeg alene tilbage og har været alene hele aftenen.

Jeg kunne bare ikke. Min tristhed kunne ikke skjules og min vrede fik mig til at stritte i mod. Det endte med at jeg bad ham tage væk igen.

Vi sms’ede kort bagefter. Han virkede gal og opgivende.

Men HOV! Hvad fanden er det egentlig der sker??? Hvorfor sidder jeg og føler mig skyldig og ”besværlig”? Det er vel hvad jeg er. Jeg har så travlt med at tænke og fortælle mig selv, hvor hårdt det er at være alene om Emil. Jeg klaaaager fordi ingen hjælper mig men er samtidig for stolt til at tage i mod f.eks. hans hjælp.

Tro mig, jeg vil virkelig godt have det til at fungere men skal jeg være ærlig, så har jeg ENORMT svært ved at acceptere at tingene er som de er. Jo, selvom vi besluttede det her i fællesskab så vrider det sig inden i mig. Jeg er vred over at han har friheden til at farer rundt til det ene og det andet, se mennesker hele tiden, gå ud, se film til langt ud på aftenen, gå i biffen…bla bla bla, mens jeg sidder her med Emil. Denne vrede er så svær at sluge men jeg ved godt at intet vil fungere hvis jeg ikke æder denne her! Denne vrede er så lidt konstruktiv og brugbar for os og vores situation.

Vreden kommer også når jeg i et sekund af træthed bliver irriteret over, at Emil f.eks. ikke vil sove. I de sekunder jeg mærker denne irritation, føler jeg opgivelse. Bagefter har jeg det frygteligt! Hvordan man kan føle nogen som helst snert af irritation over så dejlig en lille baby, forstår jeg slet ikke. Jeg bliver vred på mig selv…og jeg bliver vred på Lars. Tænker at mit overskud ville være større, hvis han for helvede var der som en far og en kæreste er der.

Jeg føler mig i en kaos-tid og jeg ved ikke hvordan jeg skal klare den i forhold til Lars. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal smide de dårlige følelser og bidrage til nogen som helst behagelig stemning.

Følelsen af at vi er ”forbi” dukker op igen hertil aften.