Hejsa.
Havde ellers lovet mig selv at jeg ville skrive lidt i dag. Eftersom kl. lige nu er 23.44 har jeg da også nået det. Jeg tvivler bare på at jeg når at få den ind inden kl 00 dut. Pyt. Jeg skulle da også have skrevet lidt før, men så kom jeg fra det. Jeg skulle jo både det ene og det andet, og jeg nåede ikke halvdelen af det. Sådan går det jo desværre en gang i mellem. Det var egentlig også meningen at jeg ville have skrevet noget morsomt. ”ja ja nu joker du da vist”. Det bliver vist heller ikke til så meget. Jeg er ikke rigtig i humør til det lige nu. Jeg har mere lyst til at få noget meget vigtigt ud af kroppen.
Hvor skal man dog begynde. Jeg ved det ikke rigtigt. En ende er altid et godt sted, men fortællinger skal jo heller ikke blive for lange. Så bliver de kedelige. En fortælling må heller ikke være for kort, så når den aldrig at fænge. Har du nogensinde prøvet at læse en historie som var ultra kort, men som alligevel sagde dig noget. Helt ind i. Den nysgerrige læser undre sig sikkert over hvad manden vrøvler om. Jeg snakker ikke om historier, men om liv. Først og fremmest mit liv.
Jeg har haft et hårdt liv, ingen tvivl om det, men jeg har overlevet. Jeg er blevet stærkere. Jeg har lært af mine fejl. Og jeg har fået lov til at opleve nogle fantastiske til samtidig med. Jeg har haft et godt liv. Et lærerigt liv.
Jeg har bare et spørgsmål tilbage. Hvem kan bestemme hvornår man er gammel. Hvem kan bestemme hvor når man har levet længe nok. Jeg læste engang en historie om en mand som sad hele dagen og så ud af vinduet. Han var meget gammel. Og historien slutter med ordene: Hvem kan sige at man ikke kan være gammel som 25-årig. Jeg føler mig ikke gammel som sådan, men jeg føler jeg har levet. Jeg føler det næsten som om jeg skal på pension nu.
Hvad jeg vil frem til er dette. Jeg er parat til at dø. Jeg føler ikke der er mere jeg behøver at udrette. Normalt ville det afføde et ramaskrig af en anden verden. Men hvorfor dog det. Hvad er der galt i at være parat til at dø. Jeg siger jo ikke at jeg vil dø nu. Jeg siger bare at det gør ikke noget. Jeg har oplevet det jeg skal opleve. Jeg har lært det jeg skal lære. Jeg behøver ikke mere. Resten er en bonus, eller noget. Men lige som ærlighed, kan en bonus gøre forfærdeligt ondt. Måske er jeg bare længere fremme end mine ligesindede. Eller også er det omvendt. Det er nu også lige meget.
Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive mere. Vi ses nok en anden gang.
Det glæder dem at møde mig.
MVH
Ridder plys
P.S. jeg nåede det da næsten.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.