Jeg føler mig så forbandet trist til mode, udsuget for kræfter og livsmod, og har mest af alt lyst til at gemme mig langt væk fra livets realiteter, hvor ingen eller ingenting kan nå eller fange mig, og hvor jeg bare kan lade tankerne og følelserne ligge bag mig. Men uanset hvad jeg vejler at gøre, vil det indhente mig og suge sig til mig som en magnet.

Jeg er træt af altid skulle kæmpe mig op til overfladen, at konstant have følelsen af at der bliver sat flere og tungere blylodder om benene på mig. Jeg har brug for at komme op til overfladen og få luft, at komme i første række, og ikke skulle tænke og kæmpe mig igennem livet som i en jungle fuld af forhindringer.

Samtidig føler jeg kun foragt for mig selv over at jeg kan tænke så egoistisk, at jeg kan tænke så langt som at ønske at lukke alt og alle ud af mit univers, og kun rumme mig selv. Men jeg føler mig fyldt op lige nu, føler ikke at rygsækken kan rumme mere. Jeg ved at jeg er min egen hårdeste dommer, og jeg ikke frifinder mig selv på nogen punkter.

Mit selvværd kan ligge et meget lille sted lige nu, og jeg har svært ved at overskue rollen som kone og mor. Jeg føler mig som en total fiasko og værdiløs, og er ikke værd at elske….. Min mand må være blind og døv for at kunne leve sammen med mig, og helt ærlig så forstår jeg ikke at han ikke er løbet skrigene bort for mange år siden.. Måske er han her bare af medlidenhed pga. af alt det som jeg har været igennem – Hold kæft nu skal jeg hvis til at tage mig sammen…………

Jeg vil gå ind i stuen til min mand og lade mig fange i hans arme, og med garanti få at vide, at uanset hvor håbløs det ser ud eller at jeg føler mig, så elsker han mig for den jeg er !!