Mærkelig, mærkelig uge. Jeg har været fuldstændig i følelsernes eller rettere sagt tårernes vold. Onsdag aften brugte jeg på at tude. Jeg kunne slet ikke stoppe, da jeg først var kommet i gang. I de timer var livet virkeligt røv og nøgler. Jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på hvorfor, men livet stank. Om det så handlede om reel ensomhed, savnet af de venner, jeg lige har forladt, skuffelsen over at hjemkomsten til fødebyen ikke kun frembringer gode følelser, sorgen over at alle veninderne ikke mere er spontane og festglade, men opslugte og stressede mødre, besøget af en baby, som langt fra var min, eller frustration over nogle mærkelige nye kollegaer og endnu mere mærkelige chefer. De er så fantasiforladte at de burde tvangsindlægges til pension.

Også gode ting har fået tårer frem. Når en jeg kender har udrettet noget godt, eller favoritholdet vinder, eller en happy ending i biffen, eller søde ord fra kæresten.

Hvor er jeg ustabil.

En gang om måneden er jeg lidt i følelsernes vold. Det har jeg lært at vænne mig til – sådan da. Jeg er lidt hård i kanten, kan godt lide at lege med drengene, klatre i træer og har det svært med al for sukkersøde eller moralske mennesker. Dem som synes at Blachmann godt kunne tale lidt pænere til deltagerne i x-factor, for man kan jo godt give kritik på en pæn og saglig måde. AARRRGGGHH. De er så korrekte. Men en gang om måneden bliver jeg selv den største tøs – det er endda lykkedes en Merci-reklame at få bugt med mig. Problemet denne gang er, at det IKKE er den tid på måneden. Der er ikke engang tæt på at være russere i opgangen.

Hvor er jeg ustabil.

Mine tanker kredser om en masse ting for tiden:
1)Hvordan sikrer jeg mig at denne projektansættelse bliver til en fastansættelse?
2)Hvordan skaber jeg en ny omgangskreds og prioriterer den gamle?
3)Hvordan får vi vores gamle lejlighed solgt…snart!!!?
4)Hvordan bliver jeg gravid?

Det her med graviditet, bare rolig, jeg ved godt hvordan det sådan rent teknisk fungerer, men når man først har besluttet at gå i gang (hvilket vi har – sug i maven), så virker det så umuligt. Her har jeg brugt så mange år på at undgå at blive gravid, og et enkelt uheld med kondomet eller en glemt p-pille har givet udslag i panik eller afholdenhed, og nu får man pludselig vished om hvor svært det egentligt er at blive gravid. Især fordi jeg har været så sen i aftrækket, så min fertilitet har været dalende i 4 år, og jeg burde egentligt være mor til tre nu, for alle mine æg er sikkert ubrugelige. Desuden er min kæreste fra den generation hvor sæden ikke svømmer særligt godt. Nogen måneder har man slet ikke ægløsning, og de måneder hvor man har ægløsning, er der et vindue på 8 timers frugtbarhed. Puha, hvordan skal det nogensinde lykkedes?

Og tænk nu hvis det sker for hurtigt, og at maven vokser stor til jobsamtalen, og jeg pludselig er arbejdsløs og gravid? Og burde jeg have dårlig samvittighed over, at jeg er endnu mere opsat på en fastansættelse nu, for bare at kunne gå på barsel?

Og når jeg ser hvor hårdt alle mine veninder har det nu, så tvivler jeg på om jeg overhovedet er skabt til moderskab.

Ja, tanker har erstattet tårerne. Så kan jeg endeligt vise mig offentligt igen.
R.