Jeg vågnede kl. 3 og kunne ikke sove mere. Var sulten. Det sker aldrig at jeg vågner af den årsag? .... bliver pludselig bange. Havde jeg ikke også kvalme igår? Det kunne være ironisk, og alligevel ikke så sjovt. Er jeg ved at blive syg i hovedet. Jeg beskytter mig på alle måder... det er som om jeg er ved at blive graviditetshypokonder. Som om jeg ønsker det skal ske, og alligevel ved jeg, at skulle det ske, så skulle det ud øjeblikkeligt! Jeg tager på Steno imorgen tidlig. Det her skal undersøges.


Jeg skal ikke være sammen med fyr. Har lige skrevet et brev, som jeg ville sende til ham. Så fik jeg det pludseligt dårligt ved tanken om hans triste kærlige ansigt alene og uden mulighed for at give ham et knus mens jeg er på arbejde og ikke kan svare ham, hvis han fik behov for at snakke. Han må læse det, mens jeg er der. I torsdags prøvede jeg at sige noget tilsvarende, men han fik mig overbevist om, at jeg tog fejl. Det gør jeg ikke. Fyr er fantastisk. At ligge med ham føles af hjem... trygt og godt. Men jeg er uhyggeligt restløs, og vi har kun været sammen i tre måneder. Det er ikke godt.

Jeg bliver til noget, jeg ikke har lyst til at være. Jeg bliver som dét i min lillesøster, jeg ikke synes om. (Har jeg sagt at jeg elsker hende overalt på jorden?) En, der er kærester med bekræftelsen mere end med manden. Fyr fortjener så utroligt meget mere end det. Jeg ved, at han ville passe på mig. Så skal jeg også passe på ham, skal jeg.

Jeg ligger og savner mine venner. Kan mærke den kolde septemberluft begynde at sætte sig i husets vægge, og elsker tanken om jul. Mærkeligt. Det er som om jeg efter lang lang tid er ved at komme hjem til mig selv. Noget i hukommelsen, der trækker tråde tilbage til jeg var lille. Til da jeg var helt ung. Til mit liv med gamle venner, der nu bor over alle bjerge. Hjem til mig selv. Puh, det har været en helvedes tur. Jeg har været i en tidslomme med J og er nu ved at åbne jetkapslen og finder ud af, at verden har forandret sig og ikke mindst, at jeg har. Jeg savner mine venner og at have lidt overskud til dem. Føler jeg har negliceret dem og været ret overfladisk og selvoptaget... det er ikke noget jeg føler, det er vist sådan det er. Jeg tænker over de nye/gamle venner jeg har fået det sidste år, og som jeg var sammen med sidste nytår. Jeg er så taknemmelig for at man sådan ledes til nye liv. Meget meget taknemmelig.

Tænker på min gamle børnehaveveninde ... så hende stå og kigge på mig forleden, da jeg spiste frokost med holdet fra mit arbejde. Tænker, at hun har tænkt, jeg så glad ud. Det var jeg nok også. Jeg er gladest med de mennesker, der ikke kender J. En irriterende sandhed.... og lidt slemt for hende og jeg, der er så gamle venner, men jeg har det bare meget lettere med de mennesker, der ikke har ham i deres liv. Det er jo der, der er potentiale for fremtidigt liv. Det er dem, jeg kan tage på ferier med, dem jeg kan tage til fester med, dem jeg kan leve med. Men jeg holder også utroligt meget af dem, der er blevet gift med J's venner. Min kære kære børnehaveveninde og hendes mand og dreng. Og jeg savner at have dem tæt på... måske har det ikke noget med J at gøre. Måske er et bare fordi, de har fået børn og er blevet anderledes voksne end mig.

Min gode ny/gamle veninde går igennem en masse hårdt for tiden. Jeg ligger og tænker på, hvordan hun har det. Jeg håber hun klarer dagene godt. Det er svært at skulle tage kontrol over eget liv, svært at turde se fremad. Hun er modig... hun er igang med at træffe et valg, der er hamrende svært... og hun fortjener sgu lidt medgang. Livet er en pudsig størrelse.


Jeg glæder mig til fremtidige fredagsarrangementer, til gløgg, til berliner weekender, til alt muligt. Jeg glæder mig til det liv, jeg ikke kender endnu. Det er derfor fyr og jeg ikke skal være sammen.

Kl. er seks.... måske skulle jeg bare se at stå rigtigt op og komme på Steno? Puh, det bliver vist en dag af de hårde, denne dag.