Kan mærke alle mine følelser indeni.
På én gang vel og mærke.
I dag har været en.. anderledes? dag.
Alt har egentlig været blandet- forventninger, håb, skuffelse.

Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men kan konstant mærke knuden i maven.
Der skal ingenting til for at den går væk- er egentlig rimelig let at glæde i tiden, men på den anden side skal der absolut heller ingenting til for at knuden kommer tilbage med fuld styrke.

Jeg forventer at blive skuffet og derfor burde jeg jo være forberedt.
Men kan man nogensinde forberede sig selv på alle disse skuffelser?
På den anden side, har jeg stadig disse håb indeni mig selv, som jeg havde for bare 1 år siden.

Jeg håber stadig at jeg en dag bliver klar til at tro på et andet menneske igen, at jeg kan udvise tillid og kan glæde mig til noget- uden at skulle frygte at dennen glæde bliver drunket i al min frygt.
Jeg er overbevist om at den dag kommer, men har ingen idé om hvornår.

I dag føler jeg mig tom indeni. Rigtig tom. Jeg har alt jeg har brug for omkring mig og mit ansigt smiler og alt synes godt. Det er det også - delvist. Der mangler bare stadig noget og som dagene går, kan jeg mærke at disse følelser bliver forstærket.

Nogle dage har jeg lyst til at råbe min vrede ud over hele verden, andre dage har jeg lyst til at gemme mig væk og først komme frem når HAN er her.
Men indtil jeg finder HAM, er jeg nødt til at tage mig sammen og heldigvis bliver der længere og længere mellem disse følelser.

Hver evig eneste dag sender jeg ham en tanke og tænker på alt det jeg har været igennem - og stadig går igennem- på grund af ham.
At han stadig får lov at spøge på denne måde i min sjæl. En dag holder det op og jeg glæder mig enormt til denne dag!

Indtil da, vil han stadig være en del af mig