Når vi ikke er sammen, er jeg altid bange for, at det går i stykker...
Er det ikke forfærdeligt? Jeg er også bange for, at jeg har en tendens til at prøve, om det ikke går i stykker... Fornemmer at jeg ligesom prøver hans tålmodighed med mig af.. Selvdestruktiv af pommern til...well, måske lykkes det ligefrem for mig en dag, at gøre ham så træt af mig, at han siger, fuck det, jeg gider ikke mere.. Og så kan jeg sætte mig hen i et hjørne og bekræfte overfor mig selv, at jeg virkelig ikke er til at holde ud...
Og hvad får jeg så ud af det? Hvorfor vil jeg ikke høre på at andre siger, at jeg er et dejligt menneske?! HA...fordi jeg ved bedre!!! Jeg er ved at brække mig over det, når de roser mig. Alt skriger indeni mig og siger NEJ JEG ER ET SKRÆKKELIGT, ONDT OG MODBYDELIGT, SELVOPTAGET, SELVYNKENDE OG FALSK MENNESKE, DER BARE SPILLER EN ROLLE...omsorgsfuld, selvopofrende, kærlig, empatisk og glad...sådan ser I mig...sådan ser jeg ikke mig selv...jeg ved bedre!!!