Nu har jeg de sidste dage bygget et billede op fra solopgangen i Skagen i lørdags, helt ude på grennen hvor en andefugl stod med begge ben i sandet 5 m fra spidsen, den sov trygt med næbet under venstre vinge. fuglen der stod så roligt selv når jeg gik helt tæt på kunne se dens åndedræt på brystet, den vippede let i vinden på sine fødder.

Ligesom min Far altid har været i fuldkommen ro i mit siddende i egne tanker ved bordet nogen gange med avisen ud over hele bordet og en kop kaffe ved højre hånd.

I mit billede er det min far der står deroppe hvor havene mødes, far der står med retning mod grenen, den sidste stump af hans liv helt roligt fattet.

Har set bølgerne fra de 2 have som symbolet på liv og død set de rolige bølger der stille står mod stranden på begge både livets hav og dødens hav set hvor de slår sammen i en brusen den brusen der også er i mig ved at vide min far skal gennem dette sted.

Jeg befinder mig jo her midt i livets hav, jeg sende vil sende en tanke afsted på ryggen af en bølge mod det døde hav til Farmor og Farfar om de er klar til at tage mod min Far.

Får ikke tydeligt svar havenes brusen min indre uro - svaret der kommer er utydeligt får ikke detaljerne med men fornemmer det sige "VÆR IKKE BANGE"