Kære dagbog

Jeg synes, det er meget tankevækkende, at der ovenpå den møgdag igår, hvor jeg var fuldstndig desperat kan komme sådan en bred og rar følelse af at være i fred og VÆRE mig igen igen igen JuBIIIIIIIIIIIiiiii......

Det er som at blive rask efter lang tids influenza,det er som den fredfyldte smertefrihed efter at tandlægen har fjernet tandpinen.

Idag kan jeg tage hånd om mig selv og behandle mig selv godt igen efter en lang dag med vred selvbebrejdelse og negative tanker, som jeg lod stå og dirre i luften - ubesvarede.

Idag svarer jeg på de negative tanker, jeg forsvare mig selv imod dem og fortæller mig selv, at der er andre måder, at gøre tingene på end den, jeg tror alle mulige andre ville bruge. Jeg var ret god til at slå mig selv i hovedet igår. Der var ikke den ting, som jeg ikke gjorde galt ;o) Og så er det klart, at jeg blev fortvivlet og vred og skuffet og ked af det.

Idag tænker jeg, at jeg er ok. Det er ok, at jeg ikke passer ind på det ordinære arbejdsmarked, det er FLOT, at jeg trods en psykisk lidelse er i stand til at være den gode mor, som jeg inderst inde syns, jeg er. Det er NOK NOK NOK, at være mig og jeg vil gerne bare bruge kræfter på at være det, så andre kan fornemme, at jeg er værd at elske, for når jeg elsker at være mig og viser det, så kan andre se, at jeg er noget værd og så giver jeg dem en chance for at komme til nær på mig, så nær, at de kan lære mig at kende og først da, er der noget at elske.

Idag har jeg også en god fornemmelse af, at jeg nok kan komme videre med det maleri som det gik så ilde med igår, hvor jeg ødelagde spændstigheden i stregen med noget orange, der blev for meget. Mit rationelle svar er: at jeg kan jo ikke se, om den og den farve er for meget, før jeg har prøvet. Og det er jo netop det, der skal til og som nogen gange sætter mit lille vanvid igang, så jeg åbner for alle sluserne og lader intuitionen komme til i et sikkert strøg, der bare vil frem og som måske er det, der sætter ild til maleriets ellers døde og livsforladte udtryk.