Idag har jeg først fået mulighed for at sætte mig her ved pc'ern her kl.23.30

På arbejde var der bare stress og jag lige fra morgenstunden- utilfredse mennesker, urimelige mennesker, kede mennesker, der bare trængte til at at nogen ville høre på dem og "kunne rumme" deres sorg - afsluttende med en mand, der gik amok ude i modtagelsen over min afgørelse, om at han ikke var berettiget til flere penge.
Nå -fat på landbetjenten efter diverse vilde trusler mod mig, min person og min familie.

Åh, nej klokken var blevet så mange at datteren skulle køres på arbejde. Jeg havde lovet at være hjemme.
Jeg nåede det ikke, selv om jeg kørte 120 km/t. - på landevejen! Jeg opdagede pludselig, at spedometeret havde listet sig derop uden at jeg havde registreret det og blev klar over at jeg faktisk ikke ænsede den øvrige trafik.

Ind på en rasteplads, lettere chokeret - få ro over tankerne - ringede til datteren "du bliver altså nødt til at cykle derned, selv om det øser ned og der er stiv modvind - så skal jeg nok hente dig, når du skal hjem".

Endelig hjemme- så ringer den ældste datter og har det meget skidt psykisk. Åh nej ikke nu! Ikke nu igen. Hende må faderen altså tage over og snakke med.

Så jeg sidder her og føler mig ret "brugt" og forsøger at samle kræfter til dagens arbejde imorgen.

Den ved jeg på forhånd bliver hektisk på arbejde, så det kan jeg tage højde for i min planlægning.

Men nu har jeg haft næsten 1½ time - helt for mig selv - uden nogen, der absolut skulle "bruge" mig.

Jeg har ringet til en kollega, der arbejder indenfor samme område- Hej, Anne, jeg har lige brug for at snakke- har du tid og overskud?
Det havde hun heldigvis.

Det er vigtigt at have nogen, der ved hvad du mener, når du siger noget. Nogen, der ikke behøver 117 forklaringer, for at kunne forstå hvad det handler om.
Vi arbejder med samfundets "udstødte" grupper, lavstatusområdet. Men vi gør det, fordi vi kan lide vores arbejde og fordi vi mener, at alle mennesker har værdi og har krav på at blive behandlet med værdighed og respekt.

Min næste opgave bliver at prøve at "forstå" den unge mands reaktion, men også at fastholde mine grænser for hvad jeg vil finde mig i. Og trusler mod min familie tolereres ikke!

Jeg kan ikke snakke med Anne om alt, men lige idag, var hun den rigtige.

Det kniber mere at finde nogen at snakke med om datteren.
I aften bliver det kun lige til en hurtig mail og dagbogen her.

Men imorgen, sidst på eftermiddaggen, har jeg igen 1½ time i fred og ro, så der bliver mulighed for at skrive både mails og lidt på min "livshistorie", der er ved at tage en mere konkret form.

Jeg føler, at jeg lige nu har fundet min indre ro igen, efter denne hektiske forjagede dag.

Og nu er det sengetid.
Godnat.