Begravelsen holdes på fredag kl 14. Jeg har det bedre, er kommet lidt til mig selv og det største chok som det er at miste en har lagt sig. Undertiden, når jeg ikke beskæftig mig ved min computer eller mine børn, kommer tankerne og tristheden imidlertid igen. Jeg gør alt hvad jeg kan for at holde dem væk, for det er SÅ hårdt at tankerne bare kører non-stop, man bliver helt udmattet.
Jeg er i sådan en underlig tomhed midt i mellem et eller andet, fordi min farmor er gået bort, men endnu ikke bisat. Jeg har ikke fået lov at sige endeligt farvel til hendes legeme. Det kan jeg mærke at jeg har brug for, for ligesom at sætte et punktum på en eller anden måde. Hvis i forstår. Et punktum for at farmors liv i fysisk form nu er slut og hun lever videre i mit hjerte og besøger mig åndeligt i stedet.
Den nat hvor hun lige var død, er jeg sikker på at hun var hos mig, fordi hun kunne mærke at jeg var så ufattelig ked af det. Jeg kunne fornemme at nogen var hos mig og der var alt, alt for stille. Sådan havde jeg det igen igår aftes, jeg lå og tænkte på hende og pludselig havde jeg igen den følelse af ikke at være alene. Så lyset var tændt igen hele natten.