Jeg kan ikke hænge sammen. Alligevel sidder jeg her og skriver midt om natten. Kan ikke andet. Er syg i krop og sjæl. Jeg har heldigvis fået lov til at sove et par timer. Det er vigtigt. Jeg må sove OG spise (gik vist ikke for godt i går.) For jeg skal i hvert fald ingen sovepiller have, om jeg så skal ligge søvnløs i fjorten dage. Jeg må se smerten i øjnene med vidt åbne øjne og lade den passere som en rigtig hæslig, smertefuld nyresten.Men bare den dog ville skynde sig lidt. Det er den eneste vej frem, føler jeg. Det nytter ikke at skubbe den foran sig. Den skal gennemleves. Som en smertefuld genfødsel måske. Selvom jeg ligenu ikke kan se noget positivt i at blive født igen.
Da jeg langsomt vågnede for lidt siden, lå jeg et kort sekund helt rolig og resigneret og anerkendte situationen. Konstaterede nærmest bare med en let tristhed, at sådan var det, og at det lå uden for mine muligheder, at kunne gøre noget. Men da jeg så var helt vågen ramte virkeligheden og smerten mig med enorm styrke igen. Jeg græd lydløst, men min lille søn vågnede og spurgte: hvad er det? Han troede vist, jeg grinte. Jeg sagde, at jeg drømte, men det gjorde jeg ikke, vel? Den er god nok. Min mand vågnede og lagde armen om mig. Det var det bedste og det værste på en gang. Jeg havde taget blusen af, fordi jeg svedte (burde jeg måske have gjort lidt oftere), og han lå med armen om mig med munden ind mod min skulder. Jeg kunne mærke skægstubbene og hans ånde mod min bare hud. En fornemmelse, jeg altid har elsket, og jeg følte mig et kort sekund så uendelig tæt på. Men det var kun indtil jeg kom i tanker om, at forbindelsen var brudt. Den gik kun en vej. Så tæt på og dog så langt væk. Han må flytte snart. Han må ikke flytte snart. Han må slet ikke flytte. Men jo, det gør han jo. Så det ER nok bedst af få det overstået. Det er så paradoksalt. Han har lukket et kapitel. Jeg har fået åbnet øjnene med ét. Helt op. Og jer ser mulighederne, alt det, vi kunne være for hinanden og gøre sammen. Og så er det, jeg bliver så uendelig sorgfyldt, for det er mig ikke beskåret at gøre noget som helst sammen med ham, andet end at finde ind i en eller anden rytme som splittet familie. I går aftes bekræftede han igen, at hans kærlighed er stendød og ikke kan genoplives. Han har ingen lyst til at forsøge. Ingen lyst til mig. Så da jeg lå der i hans arme blev varmen ved at ligge i dem pludselig gennemsyret af en isnende kulde ved bevidstheden om, at han jo slet ikke var tæt på, men milevidt fra mig og på vej væk med lydens hastighed. Da jeg sagde det til ham, spurgte han om jeg ikke kunne mærke, han holdt af mig. Hrmm... det kan jeg vel, men jeg forstår stadig ikke, hvordan det hele hænger sammen. Selvom han benægter det, tror jeg en af grundene til, at han ikke kan elske mig, er at han ikke kan acceptere mig, som jeg er. Der er for mange ting, han irriteres over, og til sidst er irritationen vokset, så han ikke kan leve med det mere.

Han siger, det ikke er sådan, men hvem ville også kunne få sig selv til at bekræfte det. Måske ved han ikke engang selv, at det er sådan det er. Måske er det ikke sådan, men det tror jeg faktisk er en del af forklaringen, selvom der selvfølgelig også ligger en hel del i vores fælles dynamik eller mangel på samme (vores fælles dynamik kunne vi jo rette op på, lære at vise hinanden kærlighed, men til gengæld kan og vil jeg ikke ændre fundamentalt på, hvem jeg er, og det ved han jo, så derfor må han gå, fordi han ikke kan leve med, at jeg er sådan.

Og I behøver ikke trøste mig, at sige, at jeg er god nok, for det ved jeg jo godt. Han kræver bare mere. Eller andet, Han er perfektionist og lader sig ikke nøje. Kræver mere af mig. Kræver mere af sig selv. Kræver mere af et forhold. Kræver mere af livet. Og det er måske godt nok. Måske må det bare være sådan. Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Kun at det gør ondt. Ved ikke, hvordan jeg skal klare mig igennem den nærmeste tid. Vil ikke henfalde til depression og passivitet. Jeg må videre. Op af hullet. Jeg kan ikke holde ud at være hernede. Jeg kan ikke holde ud, at smerten skal fylde så meget, at jeg kun med en kraftanstrengelse kan sætte et smil på ansigtet og være munter over for mine børn.

Snart vil de få det at vide, men selv der må jeg udvælge mig mine øjeblikke til at lukke smerten ud, for jeg kan ikke fortælle dem, at det er fars valg, og at jeg faktisk gerne vil være "kærester" stadig væk. De må ikke blive vrede på ham. Det ville være synd for både dem og ham. Han går jo ikke for sjov. Han går, fordi han føler, han må. Jeg kan sagtens se, at det ikke er sjovt, men øh... vil stadig forbeholde mig retten til at have mest ondt. Det er trods alt mig, der ikke længere er elsket og sender min kærlighed ud i den blå luft ganske forgæves.

Tak for jeres støtte derude. Jeg sætter pris på den. Jeg har den jo også omkring mig, men tro mig, man kan ikke få for meget. Det ved I andre, der har fundet den herinde jo også.
knus