Det er lige gået op for mig, at det er noget helt særligt at oversætte en bog. Det er at læse en bog på en ny måde. En god bog har altid kunnet få mig til at gå ind i historien, men ikke som når jeg oversætter. Jeg lever den. I lang tid har det været knaldromanerne, historierne ligner meget hinanden, det hele ender godt. De koster ikke så meget at gå ind i. Hvis ikke det var fordi, jeg blev skilt. Når jeg dag ud og dag ind har svælget inde i romantikkens univers og set konflikter løse sig, været i de der nærværssituationer osv... så er det dælme brutalt samtidig at gennemleve det, jeg har gennemlevet. At konflikten ikke løste sig og heller ikke gør det, sådan som jeg jo helst havde set den gjorde. Det er som om jeg får en dobbelt længsel af at få tværet kærlighedshistorier lige op i fjæset.
Og nu, hvor jeg sidder med min store roman, går det for alvor op for mig. Er kun en lille del inde i historien og kan allerede mærke min hovedperson. Har lige oversat en scene, hvor hun går tilbage til en meget traumatisk situation, hvor hun sidder og gemmer sig i et hjørne under et røverisk overfald og venter på at blive fundet... og også bliver det... sidder stadig næsten og ryster efter at have taget situationen ind og spyttet den ud igen på dansk. Som om en lille del af den blev siddende derinde. Har kvalme og kuldegysninger. Det at tage den helt ind og forstå den og skulle beskrive den igen... det er virkelig ret specielt. Er vist lidt følsom. Eller også er det bare en god bog. Ved ikke, hvad der sker for mig.